5 tips til Fort Worth – det historiske Texas

Skrevet af TravelHunter 24. juli 2023, 11:47

I Fort Worth kan du opleve cowboylivet på tæt hold, se flot street art, besøge byens Cow Girl Museum og danse line dance hele aftenen på verdens største Honky Tonk.

Jeg starter mit ophold i “Cowtown” Fort Worth, som er Texas’ sjettestørste by, med sightseeing i byens historiske bydel Stockyards National Historic District.

Kvægdrivning i Fort Worth Stockyards

Stedet er fyldt med Old West-atmosfære, hvor studedriverne driver deres langhornskvæg to gange dagligt gennem gaden og alle står klar med deres smartphones på hver side af gaden for at tage billeder.

Bydelen er et nationalt mindesmærke over en vigtig periode i Texas’ historie og kultur, og her er mange texanere med cowboyhat og støvler – både mænd og kvinder. I dag er der indrettet butikker, restauranter, et John Wayne museum og en rodeo i de gamle stalde, hvor stemningen er høj, når cowboys fanger kalve på tid, og der er rodeo på heste og på tyre. På Billy Bob’s Texas, den største Honky Tonk i verden, kan man danse line dance hele aftenen.

På Stockyards Hotel kan man bo i det samme værelse som det berygtede par Bonnie & Clyde boede i, i 1933. De rejste rundt i flere stater under Depressionen på flugt fra politiet, indtil de blev skudt ned i et baghold. Junior Suiten med kingsize seng har udsigt over Stockyards og på væggen er et indrammet digt, skrevet af Bonnie til Clyde.

Fort Worth downtown

Jeg bor på The Courtyard i downtown med rooftop pool og spiser advocadotoast og scrambled eggs på Jakes Burgers, som ligger lige rundt om hjørnet. Senere kigger jeg ind i Sid Richardson Art Museum med kunst fra det gamle vesten af Frederic Remington og Charles Russell.

Det er ikke kun den kæmpe disco cowboyhat på Sundance Square lavet af sølvspejle, der tiltrækker folk. Der er også swing dance om aftenen og zumba om morgenen og musik det meste af dagen i de store højtalere på pladsen, hvis ene væg er prydet af Chisholm Trail, kvægdriveres rute i det vestlige USA fra fra 1867 til 1884.

JFK mindested

Ingen vidste, at det skulle blive præsident John F. Kennedys sidste tale, da han om morgenen den 22. november 1963 holdt en tale ved Fort Worths handelskammer. Grundet de tusindvis af mennesker, der havde ventet i regnen i håb om at få et glimt af ham, holdt præsident Kennedy en improviseret tale på det sted, der er markeret JFK Tribute.

Det historiske Hilton Fort Worth (tidligere Hotel Texas), hvor præsident Kennedy tilbragte sin sidste nat, er udsmykket med historiske billeder fra den skæbnesvangre dag.

Street Art og Cowgirl Museum

Jeg har fået et tip af en anden rejsejournalist om flot streetart i Near Southside og tager næste morgen en Uber til det afslappede og kreative kvarter med pop up marked, spillesteder, bryggerier og billige spisesteder.

Der er 20 vægmalerier i Near Southside. På 138 E. Daggett Ave. finder jeg “You’ll Never Walk Alone” af Jay Wilkinson, værket er del af en augmented reality-oplevelse i SoMa-distriktet, som kan opleves med app’en Neighborhood Leap.

Jeg kigger efter et frokoststed og spiser dybstegte rejer med ris hos Coco Shrimp, en hawaiiansk restaurant, der startede som en mobile-seafood restaurant i Fort Worth og nu har fire restauranter.

Om eftermiddagen tager jeg en Dash bus fra downtown til Cultural District og besøger National Cowgirl Museum, der blev grundlagt i 1975 og er dedikeret til at ære kvinder i det amerikanske vest, som har udvist ekstraordinært mod og pionerånd. Jeg tilbringer et par timer i museet, som har både udstillinger, et forskningsbibliotek og sjælden fotografisamling, Hall of Fame med billeder af kvinder, der har gjort en forskel og en museumsbutik med souvenirs, smykker og tøj.

Mad fra hele verden i Fort Worth

Udvalget af spisesteder og mad i Fort Worth er stort, her er nachos, salater, sandwiches, burgere, saftige steaks, spareibs, pizza og tacos naturligvis, som fås billigt på de små spisesteder ved University Street, fx Maestro Tacos på Bledsoe Street, der har fem slags margaritas og tacos til 3 USD stykket på deres menukort.

Nogle af de bedste restauranter downtown er Capital Grille på 800 Main Street, Reata Restaurant på Sundance Square og Mi Cocina på Sundance Square, hvor man kan nyde Tex-Mex udenfor på den hyggelige terrasse.

Efter frokost eller middag kan man more sig med at tage på et Cowboy Cycle Party med ti andre, hvis man vil prøve noget andet end line dance.

Vil du opleve San Antonio – det oprindelige Texas, kan du køre fra Fort Worth til San Antonio via Texas Hill Country og få nogle fantastiske naturoplevelser undervejs.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.