Skrevet af TravelHunter | 22. februar 2016, 17:40 |
Oplev storbyens grønne lunger og byboernes frikvarter. Parker er skønne oaser og et pusterum fra trafikstøj, menneskemylder og en hektisk hverdag. TravelHunter.dk har zoomet ind på 5 skønne parker i USA, Danmark og Europa.
CHICAGO – Millenium Park
Har du ikke set kæmpeskulpturen “The Bean” i Millennium Park, der ligger centralt i byen for enden af Michigan Avenue, så har du ikke været i Chicago. Den bønneformede og polerede skulptur af Anish Kapoor hed oprindeligt Cloud Gate. Den har spejleffekt og skifter hele tiden udtryk, afhængig af hvilken vinkel, du fotograferer den fra. Brug lidt tid i parken, også til small talk med parkbetjenten, som er ivrig efter at få at vide, hvor du kommer fra.
Millennium Park er en del af den større Grant Park. Her er kulørte blomsterbede, afhængig af årstiden, og den store græsplæne Great Lawn med udendørs musikpavillonen Jay Pritzker Pavillion, designet af Frank Gehry, med tilstødende Harris Theater. Pavillonen, der har en kapacitet på 11.000 siddepladser, er Grant Parks udendørs spillested med bølgende rustfrit stål og en stålespalier, spændt ud over publikum. 201 E Randolph St.
Har du tid, så er The Art Institute of Chicago på 111 S Michigan Avenue ét af de fineste kunstmuseer i verden, især afdelingen American Modern Art 1900-1950 er interessant. Eller kryds broen og gå en tur langs søpromenaden og få et kig til Chicagos Skyline. Få flere tips til Chicago.
KØBENHAVN – Frederiksberg Have
Fra Frederiksberg Have er der kig til elefanterne i Zoologisk Have. I parken kan du også møde Københavns “Birdman”, Hejremanden, som ifølge ham selv er mere populær end Den lille havfrue og kan kommunikere med parkens fiskehejrer. Hvide påfugle spankulerer frit rundt i parken, som har et rigt fugleliv med bl.a. gråænder, grågæs, knopsvaner og Canada-gæs.
Parken blev anlagt af Frederik 4. omkring Frederiksberg Slot og her er både rester af en barokhave og en landskabshave og danner ramme om mange kulturarrangementer, bl.a. Sankt Hans aften. Fra maj til september kan du få en 20 minutters rundtur med Svendsens Bådfart i en af de små robåde rundt på kanalerne med en roer for under en 50’er og 20 kr. for børn. Picnic i Frederiksberg Have om sommeren er populær, og juli hvert år fyldes luften over Haveselskabets Have med musik under Copenhagen Jazz Festival.
Krydser du Roskildevejen, kommer du til Søndermarken, som hører med til anlægget omkring Frederiksberg Slot og er en del af Frederiksberg Have, dog i en vildere og mere utæmmet udgave. Denne del af parken er mere mark og skov end park og et populært sted for løbere og hundeluftere. Under springvandsplænen ligger byens gamle vandcisterner, som siden år 2001 været indrettet som museum for moderne glaskunst og er et besøg værd. Tjek cisternerne.dk
HAMBURG – Blomen Park
Små egern og løsgående kaniner er ikke et sjældent syn i parken, der oprindeligt hed Planten und Blomen Park. Parkens rosehave på 5000 kvm er noget helt særligt, og her er vandkanaler, springvand, skaterpark og legepladser og masser af gratis fornøjelser.
Snup en kop te i den dejlige japansk have, som er den største af sin art i Europa. I apotekerhaven kan du få viden om helbredende planter, i et væksthus kan du opleve forskellige klimazoner, lige fra trope til ørken. Børnene kan boltre sig på en af parkens to legepladser, og midt i parken kan besøgende i alle aldre løbe på skøjter på Indoo Eisarena om vinteren på banen, som bruges af unge rulle- og skateboardløbere om sommeren.
Find en plads ved det parkens springvand og oplev det spektakulære lysshow med klassisk musik om aftenen kl. 22. Forestilllingen er gratis og varer en halv time. Jungiusstraße 1, tæt ved St. Pauli. Få flere tips til Hamborg.
BARCELONA – Parc de la Ciutadella
I Barcelonas største park i Ciutat Vella kvarteret, den gamle by, picnicer familier på det bløde græs, slikker sol og vipper med tæerne til de mange sommerkoncerter. Den 17 hektar store park er bygget på resterne af den gamle fæstning (heraf navnet ciutadella) i det 18. årh og ligger som en forlængelse af pladsen ved Arc de Triomf, hvor den blev anlagt til Verdensudstillingen i 1888.
Lej en cykel og tag på tur langs stierne. Stop op og tag en time out i cafe-restauranten Castillo de los Tres Dragones, tegnet af arkitekten Lluís Domènech. Kig ind i drivhuset Hivernáculo, propfyldt med bougainvillea, kaktusplanter, oliventræer og andre vækster. Eller kig ind i den store bygning Umbráculo, som er fyldt med tropiske planter.
Den nyklassicistiske bygning El Museu Martorell, tegnet af Francesc Martorell i Peña (1822-1878), var byens første offentlige museum (1878) og har haft geologiske samlinger siden 1924. I parken er også en 120 år gammel Zoo og Europas største med over 4000 dyr, delfinshow, legepladser, en skulptur af springende hjorte, som er en hyldest til den afdøde Walt Disney og en børnezoo. Ved den store indhegnede sø boltrer både ænder og gæs sig, og her kan du leje en båd. Fortsætter du rundt om søen, kan du ikke undgå at se den enorme mammut skulptur – en favorit blandt børn, som kan kravle op på skulpturen ad snablen.
Parkens springvand, La Cascada (1875-1881), blev bygget i stil med Roms Fontana di Trevi, af Josep Fontsére og hans arkitektstuderende Antoni Gaudí. Læg mærke til den gyldne statue af Aurora med Firspand i toppen af springvandet og statuen af Venus i en muslingeskal i midten. Passeig de Picasso 21 eller indgang fra Passeig de Pujades.
MALAGA – Paseo del Parque
På en slentretur langs kystbyens palmepromenade, “Paseo del Parque”, forstummer byens kakafoni af trafikstøj og menneskesnak blandt de eksotiske vækster og små pladser. Her møder du et udpluk af byens indbyggere, “Los Malagueños”, unge på inline skates, mødre med barnevogne, travle forretningsfolk og pensionister både formiddag og eftermiddag.
Parken opstod i slutningen af det 19. årh., og mange af de eksotiske vækster blev importeret fra udlandet, bl.a. Cuba. På de små pladser kan du få et hvil på en af de flotte keramikbænke. Læg mærke til springvandet ” Fuente Genovesa” i Italiensk renæssance-stil for enden af Paseo’en.
Hver søndag holder Malaga Municipal Band en koncert kl. 12 på Eduardo Ocon pladsen, og koncerterne er et stort tilløbsstykke. Parken er også startsted for den lokale fest, Feria de Málaga, i midten af august, hvor Málagas gader fyldes med musik, flamenco, lokale specialiteter og optog. Få flere tips til Malaga.
Speak Your Mind