Tyrkiet i vandretempo

Historiske ruiner. Dybe kløfter og barske bjergtoppe. Små tæppelandsbyer og ranke minareter. Det vestlige Tyrkiet er en raffineret blanding af natur, kultur og historie og et par vandrestøvler værd.

Tyrkiet har haft ry for billige ferier og mavedans, men pakker man vandrestøvlerne i rejsetasken, er der masser af storslåede oplevelser i og omkring de høje bjerge, som ses i horisonten fra hotellernes balkoner i Bodrum. 

”Nogle gange møder man en bonde, som spørger om man har set hans ko,” forklarer vores guide Erkan. Han gestikulerer ivrigt med armene, mens han styrer jeepen, som bringer os til starten af ruten.

”Fra marts til april svæver ørne hen over kløfterne,” fortæller han, da vi stiger ud i landsbyen Dagbelen. Han peger på stien, der vil føre os gennem landsbyen, over bakker og forbi mandarinlunde og efterlader os i støvskyen fra jeepen.

Langsomt landsbyliv
Langs vejen er oliventræer så langt øjet rækker bag stengærde, bygget uden cement – en teknik, tyrkerne har lært af grækerne, som var i området indtil 1924. Husruiner står ranke blandt de nye huse, gederne bræger og bimler med deres klokker, en mand rider forbi på sit æsel. I baggrunden ses bjergkæden Black Mountain.

Efter 1,5 km langs en grusstien når vi til et en skovdækning, kaldet en yayla. Resterne af en katolsk kirke står rankt og majestætisk og vidner om en fortid med kirker og klostre. En seværdighed, man ikke har en chance for at komme i nærheden af, med mindre man er ”off road” og til fods.

Vi ender i landsbyen Gölköy. ”Merhaba,” hilser vi familien, der sidder udenfor deres hus i skyggen af et figentræ. De vinker os hen til sig og spørger om vi vil have et glas Chai, tyrkisk te. Vi nikker og de henter to tulipanformede små glas med te til os.

Historisk klippelandskab

Den lokale gudie Murat har skiftet fra klip-klappere til vandrestøvler og står parat med en rygsæk fyldt med vandflasker, da vi standser bilen foran restaurant “Pelikan” i landsbyen Kapikiri. Forude venter os et vandre-eldorado i fortidens Herakleia med stejle klipper og barske bjergtoppe, hulemalerier, stengrave og unikke klippeformationer.

Vi starter fra Bafa-søen. De små fiskerbåde ligger på stranden med morgenens fangst, bag dem er det blikstille vand. Vi går gennem en trælåge og hen ad en smal grussti. Så begynder stigningen op i bjergene langs kongevejen. De røde vandreafmærkninger er næsten usynlige på de golde klipper, så vi sørger for at holde trit med Murat.

Efter halvanden times vandring på stejle klipper og over sten og granit og med kig til pyramideformede klipper, står vi inde i Kristus-hulen og beundrer vægmalerierne.  Vi tager billeder og fortsætter langs resterne af bymuren, besøger Athene templet og ender på toppen af Latmos bjerget, hvor det historiske bjerglandskab folder sig ud.

Skovsti og tæppelandsby

Stilheden brydes kun af insektsummen og vores egne fodtrin, da vi går hen ad den 15 km lange skovsti. Vi vandrer gennem skyggefulde skovtykninger langt væk fra byens larm og turister med blege maver ved Ægæerkysten. Skoven er som en urtehave af vilde urter blandet med duften fra de mange pinjetræer.

Ruten ender i en smal grussti, som fører til tæppelandsbyen Etrim, hvis slanke minaret ses i det fjerne. Vi spiser vi frokost på Basol familiens gård. Sønnen Engin viser os rundt og forklarer om tæppeknytning og garnfarvning. ”Det tager en måned at knytte en kvm, ” fortæller han. Under rundvisningen lægger vi mærke til stigerne, der står op ad trærne. ”I Etrim har hønsene en særlig tradition for at sove i træerne,” forklarer Engin og griner.

De næste dage bringer os Erkan os til et fort ved Pedesa på en tur, der ender i Bodrum med en rundvisning på Skt. Peters Borgen, som Johanniterridderne byggede i det tidlige 15. århundrede. Den sidste dag vandrer vi over bjergtoppe til ruinbyen Sandima og klatrer til toppen af “Cheese Rock.” Vi slutter vandreferien med en velfortjent dukkert i havet ved Yalikavak stranden, mens vandrestøvlerne får en timeout på bredden.