Top 10 San Francisco

Skrevet af TravelHunter 7. oktober 2012, 12:32

 

Byen ved Stillehavet har en helt særlig charme og tolerance, og du bliver hurtigt dus med storbyens mange ansigter i byens farverige kvarterer. Nordøst for byen kan du drikke sig til store oplevelser i Napa Valley.

San Francisco mikser det klassiske med det moderne på raffineret vis. Det ses på sporvognene, på Dinerne og på arkitekturen, hvor den gamle og nye skyline tegnes skarpt mod himlen fra cruisebådene. Du kan kæmpe dig op ad de stejle gader i en kabelsporvogn, sejle ud til “The Rock” og blive buret inde i en celle for sjov eller gå på opdagelse i byens hippe kvarterer og gøre unikke fund, før du sætter tænderne i en klassisk burger. Er du vin-enthusiast, så hop på vin-toget til Napa Valley.

Fisherman’s Wharf
Fra den nordlige havnefront, Fisherman’s Wharf, har du en god udsigt til Alcatraz, bugten og Golden Gate Bridge. Souvenirbutikkerne bugner med sweatshirts med byens navn, og på Pier 39 finder du byens maskotter – søløverne, som hænger ud på dokkerne og solbader brøler. Beach Street & the Embarcadero, tjek pier39.com

Fisherman’s Wharf er samtidig et godt sted at prøve San Franciscos specialiteter som fx Dungeness, krabber og og muslinger serveret i en frisk brødskål af surdej. Skal det være lidt mere sofistikeret, er Aloito’s skønne fiskeretter og gode vine stedet. Fisherman’s Wharf 8, aliotos.com

I Fishermans Wharf finder du museerne Aquarium of the Bay ved Beach St. og Pier 39 med 40 hajer, National Maritime Museum, Bathhouse Building på Hyde Street Pier og Wax Museum med 250 voksfigurer.

Kabelbanerne
Hold godt fast, hvis du vil køre i de kabeltrukne sporvogne som amerikanerne og. stå på trinbrættet, mens sporvognen kører op og ned af de stejle gader. Sporvognene har tre ruter: to fra Down Town Union Square til Fisherman’s Wharf og én langs California Street. Du kan fx hoppe på den historiske kabelvogn på Embarcadero og kør hele vejen til Castro, de homoseksuelles hovedstad. Powell-Manson linien kører fra Market til Fisherman’s Wharf.

De kabeltrukne sporvogne er fra 20’erne og 30’erne og danner en flot kontrast til det moderne bybillede. Vil du vide mere om sporvognene, er der en gratis udstilling med verdens første kabelsporvogn og historiske fotos i Cable Car Ben, Washington/Mason St. ml. 10-17.

 

Alcatraz
Oplev Al Capones celle nr. 85 indefra. På “The Rock” kan du komme på en spændende audiotur, indtalt af tidligere fanger og fangevogtere, som giver dig et godt indblik I det benhårde fængselsmiljø. Øen blev oprindeligt opdaget i 1775 og fik et fyrtårn. Den blev senere omdannet til militær forsvarsbase, så til et militært fængsel og senere igen som et fængsel indtil 1963 og blev officielt et parkområde i 1972.

Nyd udsigten over byen, bugten og broerne, men bestil din billet til en Alcatraz Cruise fra Pier 43 i god tid på tlf. 415-981-ROCK (7625) eller online på alcatrazcruises.com

Golden Gate Bridge
En gå- eller cykeltur over den orange-røde hængebro er en fantastisk oplevelse, men klæd dig godt på, for San Francisco er præget af månedlange tågebanker. Du kan også sejle under broen med en af cruisebådene. 9 millioner besøger årligt den 2,7 km lange hængebro over Golden Gate-udmundingen af San Francisco-bugten i Stillehavet. Den forbinder San Francisco på den nordlige spids af San Francisco-halvøen med Marin County, som er en del af U.S. Highway 101 og California State Highway 1.

Union Square
På Union Square er blomster, høje palmer og en 30 meter høj korintisk søjle. Pladsen ligger på toppen af en parkeringskælder og her finder du mange mærkevarebutikker , bl.a. Emporio Armani, Levi’s og Nike og parfumeforretningen Victoria’s Secret. Her er også en stor Macys og en særskilt Macys for Men, hvor du kan spare ca. 1/3 på mærkevaretøj som fx Hugo Boss. I kiosken TIX kan du købe billetter til halv pris til aftenens forestillinger i de store teatre rundt om hjørnet.

Chinatown
Chinatown er fyldt med souvenirbutikker, markeder og små restauranter med dim sum – små dejpakker fyldt med fisk, kød og grøntsager. Indgangen til bydelen er ved Grant Avenue og Bush Street, også kaldet “Dragon’s Gate”. På Ross Alley finder du Golden Gate Cookie Co., hvor et par damer laver 20.000 fortune cookies om dagen fra 9-18. En posefuld kager koster ca. 3 USD. 56 Ross Alley (mellem Washington St. og Jackson St).

Besøg evt. også tehuset Imperial Tea Court i Embarcardero, Marketplace Shop No 27, 1 Ferry Bldg.  Tjek imperialtea.com

North Beach
Nabokvarteret til Chinatown og San Francisco’s italienske kvarter er præget af fortovscaféer, restauranter og butikker nær Washington Square langs Columbus og Grant gaderne. Er du kaffetørstig, så kig forbi Café Trieste, som var den første kaffebar i 1956 i Californien. Her er stadig fotos af berømtheder på væggene. 609 Vallejo Street, caffetrieste.com

Den romersk-katolske kirke Sts. Peter og Paul er et velkendt vartegn og fra det 60 meter høje Coit Memorial Tower på toppen af Telegraph Hill har du en fantastisk udsigt over broerne og bugten. Fra Coit Tower er der en fodgængersti langs Filbert St. til Levi’s Plaza, hvor du kommer ned gennem private haver og forbi alternativ arkitektur.

Haight Ashbury
Lad dig ikke afskrække af butiksskilte som “Wasteland” og “Deadhead Country” i kvarteret Haight Ashbury i det vestlige San Francicso. Det var hippiebevægelsens og musikernes højborg i 60’erne og starten af 70’erne og faktisk også her, Charles Manson boede, før han flyttede til Hollywood. I dag bor her stadig mange musikere og der er mulighed for unik shopping i den tibetanske gavebutik, få en tatoo eller gå på café.

I en nedlagt bowlinghal længst mod vest i Haight Street finder du Amoeba Music, én af San Franciscos største butikker med musik og film – både nyt og brugt, 1855 Haight Street, San Francisco. Tjek amoeba.com

Museet for moderne kunst
I South of Market (SoMa) kvarteret er der gratis rundvisninger i den karakteristiske tårnbygning, tegnet af den schweiziske arkitekt Mario Botta. Du kan også udforske museet på egen hånd og nyde værkerne af bl.a. Matisse, Dali, Picasso, Diego Rivera, Paul Klee og Georgia O’Keefe og vandreudstillingerne af diverse kunstnere. På 3. sal finder du en fotoudstilling og på 5. sal er en udendørs skulpturhave på taget. 151 Third Street. Tjek sfmoma.org

Napa Valley
Tag på vinsmagning i Napa Valley, nordøst for San Francisco, som leverer USA’s bedste vine. I Sonoma finder du familiedrevne vingårde, der har specialiseret sig i luksusvine som Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet. I Lodi, som ligger mellem foden af bjergkæden Sierra Nevada og San Francisco Bay, står Zinfandel øverst på vinkortet. Midt i Napa dalen i den lille flække Yountville finder du den 3-stjernede Michelin restaurant The French Laundry. Tag fx med vin-toget gennem Napa Valley, mens du nyder en frokost med vine i verdensklasse. Tjek napavalley.com

TravelHunter var inviteret af Atlantic Link og Air France.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.