Top 10 Kuala Lumpur

Skrevet af TravelHunter 15. marts 2016, 08:21

Batu Caves

Skinnende skyskrabere, enorme pladser, kulturelle områder og utallige shopping centre – velkommen til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. To danske bloggere viser rundt i KL. 

Tekst og fotos: Nicolaj Hovmand Nielsen & Malene Vinter

I Kuala Lumpur findes der en lang række seværdigheder og ting at give sig til. Det handler blot om at vælge de helt rette, for tiden kan hurtigt rende fra en i det pulserende byliv. Malene & Nicolaj fra rejsebloggen JustBrowsing.dk har valgt 10 steder ud, som de mener er et must, når du besøger den inspirerende storby.

Chinatown
Gadesælgere, der falbyder varer fra deres små boder, osende kastanjer, musik, udskåret frugt i små poser og hyggelige caféer, hvor du kan spise kinesiske- og malaysiske specialiteter som forårsruller, indbagte rejer eller diverse ris- eller nudelretter, mens du nyder en kold Carlsberg – det er Chinatown. Det er et hektisk område og du får ikke lov at gå i fred i de smalle gader, hvor der er sælgere på begge sider. Men der er en helt særlig stemning i Chinatown. og vi nød at bo lige i midten af det hele.

Batu Caves
Tag toget fra centrum og kun en halv time efter står du ved den 42,7 meter høje gyldne hindugudinde Murugan, verdens største statue, og de 272 trin op til Batu grotterne, 3 grotter dannet af massive kalkstensformationer. Aberne i træerne er legesyge, og hvis de kan få fat i noget fra din taske, der kan spises eller drikkes, så gør de det.  I den mørkeste af grotterne, der ligger til venstre inden du når til toppen af trinene, er en helt speciel stemning blandet med indisk musik og røgelse. Tag en guidet tur for 35 RM, det er virkelig pengene værd. Få flere detaljer om Batu grotterne og se vores video.

Shopping i Bukit Bintang
Bukit Bintang området byder på det ene shopping center efter det andet, hvor især det enorme Pavilion skiller sig ud fra mængden. Du kan få alt fra Gucci til H&M i det store center, og når sulten eller tørsten melder sig, er der et stort udvalg af caféer og restauranter at vælge imellem. Fra Pavilion er en passage, der fører dig til shopping centeret Suria, Petronas tårne samt den centrale park. I den centrale park kan du hver aften opleve musik og lysshow ved det store springvand.

Petronas Towers
Få et fugleperspektiv på hovedstaden fra Petronas Twin Towers. De to ens skyskrabere, bygget ved siden af hinanden, er flotte, især når mørket falder på og tårnene lyser hele området op. Forvent at finde mange andre turister, der tager selfies foran de flotte tårne. Det er muligt at se byen fra toppen af  de 88 etager høje tårne i løbet af dagen, men kom tidligt, for køen er lang, og du skal væbne sig med tålmodighed. Du kan også booke den 45-minutters guidet tur online til Skybridge på 41. etage og Observation Deck på 86. etage (i 370 meters højde). petronastwintowers.com.my

Petronas Towers

Merdeka Square
På Merdeka Square fejrer malaysierne hvert år i august deres uafhængighed med en parade. Det var nemlig på denne plads, at man 31. august 1957 tog Unions Flag ned og hejste det malaysiske flag. En 100 meter høj flagstang markerer stedet, og omkring pladsen finder du en lang række flotte historiske bygninger som f.eks. Sultan Abdul Samad bygningen, der blev bygget af briterne i 1897.

Central Market
Tæt på Chinatown er Central Market, en stor gammel bygning med gader op og gader ned med sjove og skæve souvenirs, som du ikke finder andre steder i KL. Køb et minde med hjem til dig selv eller find noget unikt til dem, du holder af. I centret der er to etager med flere restauranter og små boder. Det perfekte sted til en regnvejrsdag.

Central Market

Little India

Tæt ved KL Sentral Station ligger den indiske bydel Little India Brickfields. Det første, der springer én i øjnene er de mange farver, den forførende indiske musik, de mange stofbutikker og duften fra den krydrede mad. Gør dig selv den tjeneste at spise et måltid mad her – det er udsøgt og her er åbent fra 10-21.

KL Tower
KL Tower er en af byens mange skyskrabere, og du kan ikke undgå at lægge mærke til den 421 meter høje bygning blandt Kuala Lumpurs skov af skyskrabere. Bygningens sjove antenne-lignende tårn blinker og lyser i mange farver om aftenen. Om dagen har du mulighed for at nyde den bedste udsigt over hovedstaden for 105 RM, hvilket svarer til ca. 170 danske kroner. Menara KL Tower er åbent 10-22. menarakl.com.my

Masjid Negara – den nationale moské
Den 73-høje minaret på den nationale moské er en iøjefaldende del af KL’s skyline. Moskeen fra 1965 kan rumme 15.000 mennesker og strækker sig over et areal på 53,000 m2. Den stjerne-formede hovedbygning med 18 punkter repræsenterer Malaysias 13 stater og de fem søjler i islam. Væggene i Grand Hall er prydet med vers fra koranen, og her er plads til 8.000 tilbedere. Det er ikke muligt at besøge moskeen mens den er i brug og husk altid at have tildækket knæ og skuldre samt smide sko og strømper inden et besøg i denne enorme moske. Åbningstider 9-12, 15-16 og 17.30-18.30.

Masjid Negara KL

Islamisk Kunstmuseum
Tæt ved national moskeen kan du gå på opdagelse i Sydøstasiens største museum for islamisk kunst i Det Islamiske Kunstmuseum, Islamic Arts Museum Malaysia (IAMM). Her er én af verdens fineste samlinger med 7000 genstande, bl.a. miniatureudgaver af kendte og storslåede islamiske bygninger, smykker, keramik, kunst, tæpper, håndskrevne religiøse bøger og våben. De mange udstillede genstande er spændende at gå rundt at kigge på, men også museumsbygningen i sig selv er imponerende – en moderne bygning af stål og glas med store rum, smukke kupler og dekorativ mosaik. iamm.org.my

Om bloggerne
Nicolaj og Malene går ind for filosofien “slow traveling” og tilbringer cirka en måned på hver destination. De arbejder samtidig med at de oplever destinationen, og er på den måde både turister og en del af lokalbefolkningen. De publicerer løbende indlæg på  rejsebloggen JustBrowsing.dk

 

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.