| Skrevet af TravelHunter | 27. april 2012, 10:45 |
Jordans hovedstad er en moderne arabisk by, hvor flygtninge fra Palæstina, velhavende Iranere og unge Jordanere præger bybilledet. Amman er i konstant bevægelse og både downtown, i moskéerne og på den livlige Rainbow Street ser og mærker man byens internationale islæt.
De lokale taler åbent om byens to dele, det østlige Amman, som omfatter downtown og palæstinensiske boligområder, og det vestlige Amman med grønne boligområder, trendy caféer, barer og kunstgallerier. Den centrale by er er spredt ud over syv bjerghøje (jabals) og er bygget op omkring otte store rundkørsler. Amman er kaotisk at finde rundt i, så pejlemærker som cafeer eller bygninger er nemmere at bruge end gadenavne og husnumre. I Amman finder du romerske mindesmærker som citadelbjerget og amfiteatret inde i byen. Andre kulturseværdigheder finder du blot 30 km fra Amman i “mosaik-byen” Madaba og 170 km syd for Amman er oldtidsbyen Petra, ét af verdens syv vidundere.
Citadelbjerget
Fra Citadelbjerget (Jabal al-Qal’a), der ligger på Ammans højeste bjerg (850 m.o.h) er der en fantastisk udsigt ud over Amman til alle sider og til vartegnene templet for Herkules og det imponerende palads fra Ummayyad-perioden, år 661-750 e. Kr. Her er mange fund fra den romerske periode, den byzantinske periode og fra tidlig islamisk tid. Gå på opdagelse i de labyrintiske ruiner af gamle romerske huse og se nærmere på nogle af citadelfundene og de verdensberømte dødehavsruller på Citadellets arkæologiske museum, The Jordan Archeological Museum. Tjek museumwnf.org
Rainbow Street området
Afsæt tid til at udforske det hippe og rolige Amman på Rainbow Street og hæng ud på cafeer, gallerier og gå i butikker. Kig ind hos Pashon Jewlerry & Crafts, hvis du vil købe smykker, tasker og keramik. Hos The Jordan River Foundation er der et stort udvalg af jordansk kunsthåndværk og alt fra puder og keramik til dukker, som forstiller den kongelige familie. Jacanda galleriet har spændende udstillinger, fx fotocollager af den svenske ambassadør Charlotta Sparre.
Café Jara har både udsigt og snacks og vandpiber, men den mest populære café i området café er Books & Café, der med sine mange indendørs rum med Marimekko design og solrige terrasser tiltrækker både studerende og ambassadefolk. Fra Old View Café’s øverste etage kan du nyde en ”Turkish Coffe” med kardemommesmag og den formidable udsigt til Citadelbjerget og As Al Rafiha bjerget. Om aftenen kan du hænge ud i Gastro Club til midnat.
Fra maj kan du fredag og lørdag gøre nogle fantastiske fund på Souk Jara, hvis du er god til at prutte om prisen. Her er souvenirs fra A-Z – moderne jordansk genbrugskunst, designervarer fra egyptiske Ptah & Nut, traditionelt broderi og souvenirboder med “antikke” mønter og sabler. Souk Jara, Jara Street ( Fawzy Malouf St.)
Downtown Amman
I Downtown Amman (Wast Al Balad) finder du i de overdækkede markedsgader både en guldsouk med mere end 50 butikker, en tøjsouk, grøntsouk og accessoriessouk. På King Talal Street tæt ved Al Husseini moskén finder du “Khan Khalili” markedet i en snæver passage og her er masser af second hand møbler, tøj og tv’er. Et godt pejlemærke for at finde rundt i Downtown Amman er Al Husseini-moskeen og Jafra Café, kendt for sin Qahawa Jafra (Jafra kaffe), tyrkisk kaffe, som du selv tilbereder.
Er du sulten, så prøv den lokale specialitet Mansaf på Al Quds (Jerusalem Restaurant) – et valfarts-spisested for både lokale og turister. Retten er lavet på lam eller kylling, som er kogt i en sovs af tørret yoghurt (jameed) og garneret med splitter af mandler og pinjekerner. Al-Malek al-Hussein St., Wast Al Balad.
Amfiteatret og Det arkæologiske museum
Med 6000 siddepladser fylder det romerske amfiteater godt op i midtbyen Det blev bygget i det andet århundrede efter Kristi under Antonius Pius regeringstid og er Ammans mest interessante kulturseværdighed.
Teatret er opdelt i tre vandrette sektioner og bygget ind i skråningen og var orienteret mod nord for at holde solen væk fra tilskuerne. Tidens slid har lagt det i ruiner, men det er delvist restaureret. Det lille skrin over sæderækkerne husede en statue af gudinden Athena, som du kan se i det nationale arkæologiske museum, der ligger tæt ved amfiteatret. På museet finder du også andre fortidsminder som Ain Ghazal statuerne, nogle af verdens første statuer år 6500 f.Kr. og et fund fra Citadelbjerget – hovedet af den græske gudinde Tyche.
Ammans moskeer
King Abdullahs turkisfarvede kuppel lyser op blandt Ammans beige bygninger. Moskeen fra 1989 er byens andenstørste og har plads til 7000 bedende og åben for ikke-muslimer. Den massive kuppel er 35m i diameter og har indskrifter af citater fra Koranen. Den blå farve af undersiden af kuplen siges at repræsentere himlen, mens de gyldne linjer, der løber ned til bunden af kuplen afbilder lysstråler og illustrer Profeten Allahs 99 navne. Inde i King Abdullah moskeen er et lille islamisk museum med keramikgenstande, fotos og personlige ting fra Kong Abdullah I. Suleiman al-Nabulsi St Jebel Weibdeh.
Ammans ældste moské, Al-Husseiny Mosque ligger Downtown. Moskéen blev bygget i 1940 af Kong Abdullah I, den første konge af Jordan (Transjordanien) og restaureret i 1987 og er et populært mødested.
Den største moské er King Hussein Mosque, som troner med sine ranke minareter over Kong Hussein Park i nordvest, nord for rundkørsel 8.
Vandpibe på Gafra Café
Gafra Café i kunstnerkvarteret Weibdeh (Little Paris) er ét af de hyggeligste steder at ryge vandpibe. Udvalget af tobak er stort, du kan bl.a. vælge mellem æble, citron, melon og mynte. Nyd omgivelserne, mens du inhalerer den kølige røg. Loftet er dekoreret i sølv og udskåret med citater fra Koranen og overalt i cafeen hænger der art deco-inspirerede lamper. I glasmontrer og på reolhylder er der udstillet arabiske antikviteter, væggene er dekoreret med facetslebne spejlinstallationer eller vægtæpper.
Gafra Café, (Al-Saad Bazaar), Al-Ba’oniyah Street
Tyrkisk bad
Tag en timeout i det boblende spa-bad under Al Pasha’s hvælvede marmorkuppel med blå og grønne mosaikker. For 25 jordanske dinar (ca. 180 kr.) får du både tyrkisk bad, spa, skrub, massage og masser af den lilla og forfriskende hibiscus-drik (karkadeh), fuld af C-vitamin. Al Pasha er åbent for kvinder kl. 10-18 og for mænd efter kl. 18. Kl. 17-19 er der par-spa (min. fem par). Reserver tid på telefon 06 4633002.
Al Pasha Tyrkisk Bad, Al Mahmoud Taha Street 12, ved Ahliya pigeskolen. Tjek pashaturkishbath.com
Jordan National Gallery of Fine Arts
På det lille, imponerende galleri kan du se jordanske malerier, skulpturer og keramikgenstande. Og her er moderne kunst fra Mellemøsten, som giver et godt indblik i islamisk kunst. Besøg også Art-Caféen. Åben søn-tors 9-17.
Hosni Fareez St Jebel Weibdeh, skiltet fra Suleiman al-Nabulsi St, over for King Abdullah Mosque. Tjek nationalgallery.org
Mosaikkerne i Madaba
Kører du ad Kings’ Highway, kan du ca. 30 km fra Amman besøge den græsk-ortodokse kirke St. George i Madaba, også kaldet “City of Mosaics”. I kirken finder du den berømte mosaik fra 500-tallet, et udførligt oldtidskort over “Det Hellige Land”, der oprindelig målte 5×25 meter. Kortet indeholder omkring 150 bibelske steder på begge sider af Jordan-floden og bl.a. ses Jerusalem med Gravkirken og de to nord-syd-gående hovedgader i den gamle bydel. Besøg også Madaba Park & Museum. Ud over de smukke kirker, er byen også kendt for sine skønne, gamle huse og på Ayola Café kan du få både kebab sandwich og øl. Tjek visitjordan.com
Oldtidsbyen Petra
Stå tidligt op og tag på en dagstur til oldtidsbyen Petra, 170 km syd for Amman og oplev ét af verdens syv vidundere. Byen ligger i en smal dal omgivet af stejle sandstensklipper. Du skal gennem el-Siq, en 2 km lang og flere steder meget smal kløft, før du når Petra’s højdepunkt Skatkammeret (Al Khazneh), kendt fra filmen “Indiana og det sidste korstog”.
Petra er kendt for sine grave udhugget i klippen med paladsfacader, især el-Khazneh (Skatkammeret) og el-Der (Klostret) og Paladsgraven og Urnegraven. Her er et teater og flere templer, bl.a. det kvadratiske hovedtempel, Qasr el Bint Faraoun (Faraos datters fæstning), Løvetemplet og Sydtemplet fra tiden efter romernes erobring. Byens treskibede basilika har mosaikgulve fra 500-t. og spor af udsmykning på murene. I et rum ved kirken fandt man ca. 150 stærkt forkullede papyrusruller, som er den største samling skrifter fra antikken fra Jordan, der giver et detaljeret billede af den senbyzantinske periode. Transport på stedet foregår til hest eller på kameler og æsler. Vil du tilbringe flere dag i Petra, så book et hotel i nabobyen Wadi Musa. Tjek whc.unesco.org
TravelHunter var inviteret af GO-TO-JORDAN






Follow
Speak Your Mind