Rejs ind i litteraturen med Danske Digterruter

Skrevet af TravelHunter 5. juni 2021, 05:26

Danske Digterruter inviterer dig med ud på nye stier i naturen for at sanse, læse og opleve en perlerække af de største danske digtere på nye måder.

Oplev Danmarks store fortællere i møde med poetiske landskaber, kyster og byer og lyt med på fjorten af de 22 ruter, som åbner landet over den 18. juni 2021.

Ruterne er spredt over hele Danmark fra Nordjylland til Sønderjylland, på Fyn, Lolland, Bornholm, Sjælland og i København. De har bogmærker/lytteposter, markeret med QR-koder, som du kan lytte til med din mobil. Jeppe Aakjær i Salling og Karen Blixen på Rungstedlund er allerede tyvstartet.

Igennem århundreder har forfattere og landskaber i Danmark påvirket og formet hinanden – lige fra romantikkens forfattere drog ud i naturen for at skrive om den til Michael Strunges rå beskrivelser af storbyens fremmedgjorte landskaber.

Ingen er bedre naturguider end de store danske forfattere, mener prof. emeritus Johs. Nørregaard Frandsen, SDU, som står i spidsen for forsknings- og formidlingsprojektet, der har fået 5,7 mio kr. i støtte af Nordea-fonden.

”Pointen er at kombinere en god gåtur i naturen med en litterær oplevelse. At vandre i det landskab, der har inspireret den enkelte digter,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

For eksempel er der en digterrute omkring Martin Andersen Nexøs fortællinger fra landskaberne på Bornholm, og Thøger Larsen får sin egen vestjyske digterrute. Og når man går i Jeppe Aakjærs fodspor, bliver man også præsenteret for nogle af hans landskabsbeskrivelser, mens man står ude på ruten.

Det var på Vesterbro, Tove Ditlevsen fik inspiration til sin digtning. På digterruten læser skuespiller Trine Dyrholm op af Ditlevsens forfatterskab. Andre steder kan du høre musikken til nogle af hendes digte, blandt andet ”Pigesind”, der udkom i 1939.

Ruterne er blevet til i et samarbejde mellem Nordea-fonden, digterhjem, museer, foreninger, selskaber og Danske Digterruter.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.