Øko-fest en hel uge

Skrevet af TravelHunter 24. august 2013, 19:12

Den største samlede kampagne for økologien nogensinde kickstartede i dag på Frederiksberg Runddel. Over hele landet vil det summe af aktivitet og økologisk madglæde både ude på gårdene og i de større byer den kommende uge.

Frederiksberg Runddel er 24.-25. august forvandlet til en økologiske minifestival og livlig markedsplads, hvor ildsjæle bag nogle af Danmarks allerbedste økologiske produkter vil præsentere deres varer for de besøgende. Her er også en ’madskole’, hvor de besøgende kan tilberede deres egne økologiske retter.

Fra den gode jord
Her er økologiske grøntsager, bl.a. hvidløg, hvid- og rødkål fra Grønholtgård på Glænø, en lille ø på kysten mellem Skælskør og Karrebæksminde. Eller smag en økologisk gulerod fra fra Sørisgaard, der ligger imellem Ølstykke og Slangerup i Nordsjælland i et naturfredet område. De sælger også forårshonning.

“Med ØkoFest ønsker vi at skabe en økologisk madfest, hvor madentusiaster i alle aldre kan blive præsenteret for et økologisk univers med råvarer af høj kvalitet. Vi vil gerne vise folk, at økologi er meget mere end bare æg og mælk i supermarkedet,” siger projektleder Line Lundø, Copenhagen Cooking.

Og faktum er, at du får den rene vare, fri for sprøjtegifte, når du spiser økologisk, og at hver gang du køber en liter økologisk mælk, sparer du naturen for 200 liter pesticid-forurenet vand.

I Aarhus bliver Jægergårdsgade omdrejningspunkt for øko-kampagnen i Danmark.

Det er gratis for alle at deltage i Den Økologiske Uge’s arrangementer, og de mange forskellige øko-producenter  og aktører vil forhåbentlig udvide folks økologiske horisont.

Pop-up restaurant
I samarbejde med Cofoco Cooking laver Sørisgaard en vegetarisk pop-up restaurant i den smukke Brøndsal ved Frederiksberg Runddel fra mandag d. 26/8 til og med fredag d. 30/8.

Der bliver serveret en 3 retters menu med sæsonens råvarer hovedsagligt fra Søris. Biletter á 200 kr. kan købes gennem madbillet.dk

 

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.