Nice på budget

Skrevet af TravelHunter 25. januar 2014, 20:41

Rejs udenfor højsæsonen og tjek ind på et lille hotel. Spis på de lokale bistroer, bad gratis på den lange strandpromenade og kør med bus og tog til baglandets små gallerier og landsbyer med glaspusterier.

Nice forfører de fleste på alle årstider med sin lange strandpromenade La Prom, sin klassiske og moderne kunst og den gamle bydel, der emmer af atmosfære. Mange af restauranterne ligger med havudsigt til Middelhavet og serverer velsmagende mad og kølige rosé vine.

Men en ferie på den franske riviera behøver ikke at være rasende dyr. TravelHunter.dk guider dig rundt i Nice om omegn til oplevelser på et fornuftigt prisniveau.

På cykel langs strandpromenaden

Fra højen Le Château kan du nyde udsigten til Angels Bay og den brede standpromenade La Prom (La Promenade des Anglais), som er Nice’ varetegn.

Lej en Blue Bike (Vélo Bleu ) for 1 Euro og tag en cykeltur langs La Prom blandt skatere og rulleskøjteløbere med palmerne svajende i midterrabatten og udsigt til stranden og solbaderne i vandkanten. Snyd ikke dig selv for en cykel- eller gåtur om aftenen, når promenaden er smukt oplyst af lygter.

Chagalls farverige værker

Nice’s eksklusive kvarter Cimiez er i gåafstand, og her ligger Chagall museet på Avenue Docteur Ménard. I museet kan du se et flot udvalg af Matisses bibelske værker og nogle af kunstnerens personlige effekter, og i museumsbutikken kan du købe Matisse-plakater med hjem. Tjek musee-chagall.fr

Rundt i den gamle bydel

Tag dig tid til en slentretur i Vieux Nice i de charmerende gader med pastelfarvede huse og læg mærke til de små nicher med kristne figurer, smukke bemalinger under tagudhængene og gamle skilte og reklamer.

Kig ind i LAC Chokolatier på Rue de la Préfecture 12 og køb lidt ind af de små lækre chokolader til 8 stk. for 6,40 Euro og 21 stk. for 15,65 Euro. Vælg mellem Canelle, Provence (figner og blomme), Riviera (Citron of Meuton) og andre varianter.

En duftende sæbe fra Marseille er musthave, når du er i Frankrig. På Rue Pairoliere ved Place Garibaldi finder du de to små hyggelige butikker Girofle et Cannelle. Den ene sælger provencalsk sæbe til 3-5 Euro, den anden krydderier. Længere ned ad gaden finder du butikker med sjove souvenirs og viskestykker med Provence motiver.

I den lille butik Vannerie er der et stort udvalg af kulørte sivtasker med både sløjfer og striber butik til fornuftige priser.

Bliver du sulten, så prøv en pan-bagnat, den typiske Nice-sandwich med tun og salat, som fås til 4,50 Euro i de små gadeboder.

Les Caves Caprioglio på 16 Rue de la Préfecture er Nice’s bedste vinhandel. Her har vinsælgerne forklæde på og tapper vinen direkte fra tønderne.

Sanse- og duftoplevelser

Mingle blandt franskmænd, der handler blomster, frugt og grønt og alt andet godt til sanserne på markedspladsen Le Cours Saleya. På Place Pierre Gautier, som er er et lille hjørne af det store marked, kan du købe friske fødevarer til dagens picnic på stranden.

Få en sanseoplevelse i Boutique Fragonard under de smukke hvælvinger på Cours Saleya. Nyd duften af Eau de Toilette Belle d’Avril med neroli, bergamot orange og liljekonval og tilhørende body lotion og shower gel i en emballage, som pynter i badeværelset.

Besøg middelalderbyen Vence

For 1,90 Euro kan du køre med den lokale bus 100 op i baglandet til middelalderbyen St. Paul de Vence, hvor Marc Chagall bosatte sig og ligger begravet på byens kirkegård.

Byen er blot 200 meter fra start til slut, hvor der er en flot panoramaudsigt til huse og bjerge. Et mustsee er kapellet, La Chapelle du Rosaire, dekoreret af Matisses livsbekræftende streger.

Besøg de små gallerier på Rue Grande. Atelier Michel Boulet er et godt sted at kigge ind, hvis du vil have noget kulørt på væggene. Butikken Kaliste har håndlavet keramik som vaser, kopper og fade af Poterie Galtier. Er det tid til frokost, så har Le Tilleul på Place du Tilleul en dejlig udendørsterrasse.

Har du tid, så besøg det moderne kunstmuseum Fondation Maeght i udkanten af Vence.

Togtur til glaskunstnerby

På toppen af en bakke med udsigt over Middelhavet ligger glaskunstnerbyen Biot i nærheden af Antibes mellem Cannes og Villeneuve-Loubet. For 3,50 Euro med toget hver vej kan du få en oplevelsesrig formiddag, og så tager det kun 22 minutter fra Nice.

Smukke døre, hvælvinger og toppede brosten præger bybilledet, som oser af provencalsk stemning. Eloi Monod startede byens glaspusteri tradition, og i de små butikker kan du købe de boble glasprodukter, som Biot er kendt for. Besøg keramikmuseet og spis i rustikke omgivelser på restaurant Les Arcades, 16 Place des Arcades.

Chillout i vandkanten

Der er omkring 8 km strand i Nice, hvor du kan bade til kl. 19 om aftenen. Størstedelen er stenstrand, men der er små pletter med sandstrand uden liggestole, som er gratis at bade fra.

Vil du gerne have lidt luksus, kan du På HI Beach nyde udsigten til det azurblå hav fra en liggestol til 17 Euro for en dag (14 for 1/2 dag) uden for højsæsonen, plaske i vandet eller krybe ind i skyggen på strandens restaurant og spise en virkelig lækker entrecote tilo ca. 17 Euro.

Tager du toget til Villefranche sur Mer, er der en lille, hyggelig sandstrand i bugten, som også er gratis. Er du i bil, så tag Highway A8, exit Villeneuve-Loubet mellem Cannes og Nice.

Shopping i centrum

På den brede hovedfærselsåre Avenue Jean Médicin i centrum, som fører til den smukke Place Masséna med belle époque -palæer i douche, lyse terrakotta-farver, finder du forskellige mærkevarebutikker. Er du på jagt efter bolig- og køkkenudstyr, så kig ind i Maisons du Monde i shopping centret Nice Etoile.

Et andet kommercielt centrum er Rue Masséna. Tøjbutikken Staff på Rue Masséna er danskejet, og her sælger Johnna Svendborg både NUUI, Soya Concept og sit eget design “Miss Molly”.

Spis og drik med de lokale

Hos Cave de la Tour kan du sidde i ro og mag og nyde et glas vin, f.eks. den lokale Bellet, der dyrkes lige uden for centrum.

Hyggelig atmosfære og traditionelle franske retter finder du i Bistrot d’Antoine, men reserver et bord på forhånd, 27 Rue de la Préfecture, tlf. +33 4 93 85 29 57. Lukket sø og ma.

Café Marché i den gamle bydel er godt bruchsted. Dagens ret fås for 10 Euro, og ejerne Christoffer og Emily taler engelsk. 2 rue Barillerie, tlf. +33 09 81 84 92 49. Tjek cafe-marche.fr

Den gode musik og livlige stemning følger gratis med hos Le Tono, 18 Avenue Georgees Clemenceau, en sidegade til Boulevard Victor Hugo. Her kan du sætte tænderne i den skønneste Carambert med honning og pinjekerner og andre gode tapas. For to tapas og to glas vin betaler du ca. 20 Euro.

TravelHunter.dk var inviteret af ATOUT FRANCE – Frankrigs Turistråd.

 

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.