Følg Serranoskinken!

Skrevet af TravelHunter 7. juli 2011, 09:01

Den lufttørrede landskinke fra Spanien smager himmelsk. Den er modnet i månedsvis og den spanske sortfods-skinke er den bedste. TravelHunter har forfulgt serranoskinken i Málaga i Sydspanien.

La Cueva

De hænger ned fra loftet som lamper. Nogle med rød etiket om anklen, andre med sort etiket. Imellem skinkerækkerne hænger små spots. Folk sidder enten ved væggen eller på høje stole omkring høje runde træborde. Vi er i en typisk tapas bar og her i La Cueva kan man også købe skinken med hjem.
Calle Martínez 9, La Cueva de 1900

Bodega El Pimpi

På væggen over for baren hænger et langt billedgalleri af spanske kendisser og et par amerikanske. Der er flere billeder af Antonio Banderas, som er født i Benalmadena og han er i selskab med Melanie Griffith, naturligvis. Tjenerne taler rasende hurtigt og serverer også i lyntempo. En stor tallerken med Serranoskinke og nogle skiver gedeost står pludselig foran os. Vi ledsager den velsmagende og tyndtskåret skinke med et glas af husets rødvin af druen tempranillo.
Calle Granada 62, Malaga Turismo  

Atarazanas markedet

Du finder den overalt i boderne på Atarazanas fødevaremarked. Her er bjerge af runde oste, ildrøde “chorizo” (pølse), lyse saltmandler, årstidens frugt, friskfangede fisk, mørt kød og … serranoskinke. Der er et folkemylder i det tidligere skibsværft, hvor en smuk glasmosaik danner den nordlige væg. Mercado de Atarazanas ligger klemt inde blandt nyere bygninger på Calle de las Atarazanas mellem strøget Calle Larios og varehuset El Corte Inglés, Læs mere om markedet og boderne på Feriebolig-Spanien.dk.

El Corte Inglés

Spaniens største varehus El Corte Inglés er en slags Magasin og har en god delikatesseafdeling med bl.a. serranoskinke.
Calle Hilera 8, El Corte Inglés

TravelHunter var inviteret på sightseeing i Málaga af Málaga Convention Bureau.

 

 

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.