Besøg det autentiske Mallorca

Skrevet af TravelHunter 24. februar 2013, 09:47

 

Levende og lune nætter, solmodne appelsiner, rå natur, turkisblå pool og absolut ingen udsigt til grisefester. Mallorca er blevet synonym med stil, charme og coolness.

Lykken er et friskpresset glas appelsinjuice i en bjergby. At læne sig tilbage i en liggestol på stranden og se op i en blå himmel. At fare vild i Palmas smalle stræder og tage en timeout i en tapasbar. At komme i  øjenhøjde med vilde geder og bjergbønder i Tramuntana bjergene.

Der er mange små perler og autentiske rejseoplevelser på den lille grønne ø i Middelhavet. På rejser til Mallorca finder du både outlets, dragegrotter,  klostre, et kulturcenter, flotte udsigtspunkter, bjerge med vandrestier og masser af friskpressede appelsiner under solen.

Det autentiske mallorcinske liv findes overalt – i bjergene, i byerne og ved kysterne.

PALMA OG OMEGN

I Palma er der masser af shopping, kulturoplevelser og charme.

La Seu katedralen
Her finder du den smukke katedral La Seu, som hører til Spaniens smukkeste domkirker. Den er Mallorcas største kulturarv og opført oven på resterne af maurernes største moské på Mallorca.

Shopping i Palma
Palma har udviklet sig til et selvbevidst shopping-mekka, og butikkerne omkring Plaza Major, hovedgaden Las Ramblas og forretningsgaderne Passeig dés Born, Jaume III og Unió tiltrækker alverdens jetset. Her finder du både Gucci og Boss butikker og Zara og Mango. Og masser af skobutikker. En af dem er »Wine and shoes« ved Plaza Marcat.

Portals Nous er også fyldt med eksklusive butikker og Middelhavets største både.

I Mallorca’s Outlet Festival Park nord for Palma, er outlets med underholdningspark for hele familien. Den ligger ca. 10 minutters kørsel fra Palma mod Inca, og her finder du kendte mærker som Lloyd, Nike, Reebok, Diesel, Dockers og Miss Sixty med 30-70 % rabat. Tjek festivalpark.es

Frokost i Palma
Er du sulten, så finder du bag den gamle fiskehal i Palma, Sa Llotja ved Paseo Maritimo, den lille gade Carrer Boteria. Her ligger tapasbarerne på stribe.

Eller prøv de rustikke tapas som gratineret gedeost eller friske sardiner, ovnbagt med tomat i tapasbaren 13 prozent i Palmas smalle stræde calle Saint Feliu 13a. Tjek 13prozent.com

Du kan også nyde en frokost på terrassen foran det moderne museum Es Baluard med kig over havnen efter en inspirerende kunstoplevlse. Tjek esbaluard.org

“Bornholmerstranden”
Mellem San Austin (ca. 7 km fra Palma) og Illetas ligger Bugambilia-stranden, også kaldet »Bornholmerstranden.« Den er opkaldt efter Lise Marcussen fra Bornholm, der for over 25 år siden tog på ferie på »Kærlighedens ø« og tabte sit hjerte til den unge mallorciner Julio Lopez, som netop havde forpagtet Bugambilia-stranden i Cas Canar.

Frokostbuffet i Binnissalem
Vinbyen Binnissalem ligger på landevejen mellem Palma og Inca. Midt i byen ligger restauranten »Can Sito med en stor restaurantsal med plads til over 200 gæster. Hver dag er der en kæmpe frokostbuffet med alt i salater, paella, kød og et stort dessertbord, som koster ca. 10 Euro på hverdage inkl. vin. Kom i god tid – specielt i weekenden, hvor spanierne ofte går ud og spiser. Fredag og lørdag er der aftenbuffet med livemusik. Calle Conquistador 78.

Få de bedste rejsetips til autentiske rejseoplevelser på din storbyferie i Palma –  tjek Top 10 Palma fra TravelHunter.dk.

NORDØSTLIGE MALLORCA

Alcudia ligger ved en 14 kilometer lang sandstrand og er er Mallorcas førende sol- og baderejsemål. Området er ubestridt børnefamiliernes paradis på Mallorca.

Flotte og børnevenlige strande
Port d’Alcudia har selv en af Mallorcas flotteste strande, og den er lavvandet. Port de Pollenca, nogle kilometer nord for Alcudia, har en også en flot lang strand. Kører du igennem Port de Pollensa og fortsætter ud af Formentor halvøen, kommer du til en den lange smalle Bounty-agtige strand Cala Formentor. I Mal Pas, 2-3 km nordøst for Port d’Alcudia, finder du to små flotte strande, Sant Pere og Sant Joan.

Restaurant Satyricon i centrum af den gamle bydel i Alcudia var oprindelig byens gamle biograf. Piero Rossi omdannede stedet til en restaurant i stil med et romersk teater med mosaikgulv, fresco malerier, skulpturer og romerske søjler. Bordreservation er nødvendig fredag og lørdag. Satyricon Placa Constitucio 4, tlf. 971 544 997, alcudiarestaurants.com

Udsigtspunktet Mirador des Colomer
På øens nordøstligste hjørne, ca. 20 km fra Port de Pollenca, finder du det storslåede udsigtspunkt Mirador del Colomer på Cap Formentor vejen. Fra de 350m høje kridtklinter på den vilde halvø med de  spektakulære klippeformationer er der en fantastisk udsigt fra toppen mod bugten Pollensa på den ene side og til byen på den anden.

SYDLIGE OG SYDØSTLIGE MALLORCA

I det sydlige Mallorca finder du både strande og grotter og masser af rolig atmosfære.

Mallorcas Bounty-strand
Es Trenc er øens mest berømte strand og måske en af de bedste strande i Europa – en lang naturstrand i et fredet område med flere områder for nudister. I området er også feriebyen og stranden Cala Pi.

Dragegrotterne ved Porto Cristo
På øens sydøstligste side, nær byen Porto Cristo, finder du den mest kendte grotte på Mallorca, Coves del Drach eller Dragegrotterne. De er én af Mallorcas største attraktioner, og du kan komme på en guidet rundtur i Europas største underjordiske sø.

NORDVESTLIGE MALLORCA

Nordvestkysten på Mallorca er rå og flot, så der er garanti for storslåede udsigter.

Soller og Puerto de Soller
Sóller er den største by på nordkysten. Byen hedder også Puerto de Soller, fordi mange byer på Mallorca er delt i to, hvor den ene del ligger oppe i bjergene og den anden del ved vandet. I Sóller kan du slå dig ned på torvet Plaça del Constitució og nyde den pure luksus og en ægte lokal specialitet – friskpresset appelsinjuice.

Besøg også Port de Sóller, smukt beliggende på kanten af en måneformet bugt. Livet på promenaden begynder først om formiddagen, når turisterne indfinder sig i butikkerne og restauranterne eller ved stoppestedet til bumletoget til Palma.

Sóllerdalen er et idyllisk område med mere end 120 km vandrestier for både begyndere og øvede vandrere. Her er mere end 25 forskellige ture med sværhedsgrader fra få hundrede meters højde til næsten 1000 meter.

Klostret Lluc
Klostret Santuari de Lluc, nordøst for Soller ligger langt inde i bjergene. Klostret fra 1200-tallet er ét af Mallorcas mest hellige steder og tiltrækker i titusindvis af religiøse pilgrimme. Attraktionen er det overvældende udsmykkede kirkerum og den sorte madonna. Kom mellem 9-10 og hør kirkekoret og gå også en tur udenfor i klostrets lille botaniske have, inden turistbusserne kommer.

La Tramuntana
Kom i  øjenhøjde med vilde geder og bjergbønder. Tramuntana bjergene er et skønt vandreområde med masser af markerede stier. Fra april til juli og igen fra september til november er klimaet tilpas til dem, der har vandrestøvler i kufferten.

Valldemossa
Besøg klostret Real Cartuja i Valldemossa, hvor komponisten Fréderik Chopin og forfatterinden George Sand tilbragte vinteren 1838-39. Her skriv Chopin sit kendte musikstykke »Regndråbe Præludium« og George Sand hentede inspiration til bogen »En vinter på Mallorca.« Planlægger du at overnatte, er Hotel Valdemossa skønt i foråret. Tjek relaischateaux.com/valdemossa

Bjerglandbyen Deia
Mellem Soller og Valdemossa ligger der endnu en lille perle gemt, bjerglandbyen Deia, hvor Michael Douglas og Cathrine Zeta-Jones har sommerhus. Her finder du også Deia Bay, en lille, smuk strand, som er en lille lagune med krystalklart turkist vand med store klipper og sten som baggrundskulisse.

På frimærkestrandene i Cala de Deiá, Port de Valldemossa og Cala Tuent er du ikke helt alene, men der bliver aldrig overfyldt i denne del af Mallorca.

SYDVESTLIGE MALLORCA

Jetset havneby, kulturcenter og idyllisk fiskerleje. Det sydvestlige Mallorca har det hele for dem, der søger små, rolige steder.

Port d’Andratx
I en bugt med bjergene i baglandet som kulisse finder du jetset havnebyen Port d’Andratx. Markederne er en vigtig del af øens kulturliv, så besøg markedet om onsdagen og køb frisk fisk, solmodne tomater og ost. Løber du zig-zag i de små gader finder du masser af små butikker med designertøj og tunikaer.

Flot kulturcenter
I baglandet til Port d’Andratx, i landsbyen Sa Coma, finder du det største kulturcenter på Mallorca, Centro Cultural Andratx – grundlagt i 2001 af det danske galleriejerpar Patricia og Jacob Asbæk. I det fredfyldte naturområde har de skabt en vellykket blanding af galleri, skulpturpark, stilfuld restaurant og atelierer.

Ægte fiskerleje idyl
Vil du opleve én af Mallorcas idylliske perler, så sæt kurs mod øens sydvestlige spids og besøg den lille fiskerlandsby Sant Elm vest for Port d’Andratx. Fiskerlandsbyen er slowfood for krop og sjæl. Her er 180 grader havudsigt og nærende lokale retter på det familieejede ”Hostal Dragonera.”

Hotellet har taget navn efter den fredede ø Sa Dragonera, der ligger som en takket dragehale i vandet. Gennem restaurantens store åbentstående vinduer lyder hver morgen en sagte tuk-tuk fra kutteren “Margarita”, der lægger til kaj 100 m længere fremme for at hente de første passagerer til dagens udflugter til drageøens naturpark.

Har du vandreskoene med, så sæt kurs mod fra klosterruinen »La Trapa«, hvor bjergtagende udsigter over havet og klosterruinen folder sig ud. La Trapa ligger 3 km fra Sant Elm og er et levn fra franske trappistmunke under den franske revolution. I området er vilde orkideer og andre sjældne planter.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.