| Skrevet af TravelHunter | 18. maj 2014, 12:41 |
Zürich er på Lonely Planet’s top 10 liste over storbyer, du skal besøge i 2014. TravelHunter.dk har været i Zürich og giver dig de seneste insider tips til en ultimativ weekend i Zürich, når turen går til Schweiz.
Zürich er en raffineret cocktail af byliv og flotte naturoplevelser. Naturligvis præger det byen, at Zürich er Schweiz’ finanscentrum. Til gengæld finder du masser af luksusoplevelser i alle prisniveauer.
Tekst og foto: Linda Danielsen Røygaard
FREDAG I ZÜRICH
Kl. 16.00: Afternoon shopping på Bahnhofstrasse
Start din weekend i Zürich med lidt eftermiddagsshopping på Bahnhofstrasse, hvor butikkerne har åbent 9-20 på hverdage. I det nye PKZ finder du de seneste trends inden for diverse mærkevarer – Red Valentino kjole, Paul Kehl skjorter til mænd, Armani Jeans shopper taske m.fl. Tjek top looks på pkz.ch.
Import Parfumerie overfor Globus varehus har gode priser på parfume, sminke og cremer. Vil du undgå parfume og parabener, så kig ind i Yves Rocher på Bahnhofstrasse. Avoine Agriculture Bio Hafer (havre) er min favorit bodylotion til kun SFr. 10 for 400 ml.
Schweizer Heimatwerk på Bahnhofstrasse 2 har kvalitetssouvenirs såsom koklokker, fondue sæt, glas og keramik. Spørg efter glas fra Hergiswil.
Kl. 19.00: Gourmetmiddag downtown
Den første aften på din weekend i Zürich bør du spise middag på den kulinariske lifestyle oase Aura, Bleicherweg 5, tæt ved Paradeplatz. I den stilfuldt indrettede restaurant kan du nyde grillspecialiteter, der tilberedes på åben grill og den gode service, der som regel er i Schweiz, er ekstraordinær. Tjek aura-zurich.ch.
LØRDAG I ZÜRICH
Kl. 10.00: Cafe Wuhre by the water
En af mine yndlingscafeer er Cafe Wuhre på Limmatflodens vestlige bred. Ud over en skøn udsigt til floden, som risler forfriskende gennem den gamle bydel, har du også udsigt til Grossmünster, der med sine to karakteristiske tårne er ét af Zürichs vartegn.
Kl. 11.00: Slentretur i Niederdorf
Start evt. fra Zürich Central og følg Niederdorfstrasse. Kig ind i vintagebutikken Blenda i Stüssihofstatt 7, hvor du finder trendy vintagetøj i den smagfuldt indrettede butk.
Gå ind ad Grossmunster kirkens massive bronzedøre og se de farvestrålende glasmosaikker af Augusto Giacometti, der fortæller historien om Jesu fødsel. Tager du de 184 trin op i Karlsturm, bliver du belønnet med en flot udsigt over Zürichs gamle bydel, bjergene og søen.
Følg Oberdorfstrasse og gå mod trafikknudepunktet Bellevue. »Live like a local« og snup en bratwurst ved Sternen Grill. Især kalvekødspølsen med sennep og surdejsbolle er god.
Kl. 12.00: Besøg Zürichs Vesterbro
Trendy restauranter, cafeer og vintagebutikker finder du også i Kreis 5, som tidligere var et no go om aftenen. I dag er området omkring Langstrasse Zürichs kultgade og knudepunkt for unge schweiziske designere. Kig ind i Saus und Braus på Ankerstrasse 14, hvor du finder mere end 70 schweiziske designs inden for tøj, tasker, tilbehør, smykker og interiør. Tjek sausbraus.ch
Kl. 14.00: En dukkert i søen
Søbadene er fluepapir om sommeren, når kontoransatte, studerende og de schweiziske Hausfrauen tager en timeout i Zürichsøens klare vand – så pak badetøjet og kig forbi Seebad Enge på Mythenquai 9. Om aftenen lokker søbadene med små lounges, kølige drikke og musik under stjernerne. Ligger det inde med regnvejr den weekend i Zürich, kan du tage i kurbadet Thermalbad & Spa, som ligger i det gamle Hürlimann bryggeri areal på Brandschenkestrasse 150. Tjek thermalbad-zuerich.ch
Kl. 17.00: Køb ind i Coop
Den store Coop på Bahnhofbrücke (7-22) overfor Zürich Hovedbanegård eller Coop City St. Annahof (8.30-17) på Bahnhofstrasse er det perfekte sted at købe frugt, ost og brød ind til en picnic eller masser af Lindt chokolade og raclette ost til at tage med hjem og nyde i Danmark, når din weekend i Zürich er fortid. Tjek også de mange gode krydderiblandinger til bl.a. racletteost og salater.
Kl. 18.00: Solnedgang fra Schweiz’ højeste bygning
Byens gamle industrikvarterer er afløst af blanke skyskrabere med drømmeudsigt over byen og bjergene. Fra det 123 meter høje Prime Tower på Hardstrasse 20 kan du nyde en cocktail og se solnedgangen fra baren Clouds til tonerne af loungemusik.
Kl. 20.00: Middag i Zürich West
Nyd en middag i den tidligere skibshal på Schiffbaustrasse 4 i LaSalle med udsigt over tagene gennem de meterhøje panoramavinduer og gå mæt ud i det trendy natteliv i området. Tjek LaSalle-restaurant.ch
Kl. 23.00: Hop ud i Zürichs natteliv
Moods på Schiffbaustrasse 6 er first stop for jazz, funk, soul og blues. Zukunft i Kreis 4 ved station Kanonengasse er en musikalsk biosfære og for tiden én af de hotteste klubber i Zürich. Dans til Phuture jazz, afro-tech, deep house og andre nyskabende musiksammensætninger. Tjek zukunft.cl
SØNDAG I ZÜRICH
Kl. 10.30: Klar til cruise
Start dagen med en Brunch Cruise på Zürichsøen og nyd feriestemningen og duften af søen. Vælg mellem Langschläfer-Zmorge (SFr. 65) eller Sommer-Brunch-Schiff (SFr. 58), begge kl. 10.50-13.15. Køb din billet på Bürkliplatz dagen før eller reserver den på zsg.ch
Kl. 14.00: Bliv inspireret i Kunsthaus Zürich
Har du tid inden din hjemrejse, så tjek udstillingerne i Kunsthaus Zürich. Udstilling med Antoine Bourdelle indtil 6. juli. På museets faste udstilling er mange skønne værker, og kunstmuseet er et godt sted at besøge, hvis du vil have en kunstplakat med hjem fra din weekend i Zürich . Heimplatz 1, åbent sø 10-18, kunsthaus.ch







Follow
Speak Your Mind