Dubrovnik – historisk vingesus, riviera og lokale vine

Skrevet af TravelHunter 1. november 2014, 11:02

 

Besøg Dubrovnik, Kroatiens juvel indkapslet af bymure. Se kunst i kystbyen Cavtat eller besøg en pittoresk vingård i landsbyen Gruda. Kroatiens østkyst Dalmatien har det hele.

Dubrovnik er flere gange blevet kåret som Adriaterhavets bedste destination, og New York Times kalder byen for “Balkans Saint Tropez”. På den frodige halvø Babin Kuk finder du er 4- og 5-stjernede hoteller til fordelagtige priser inklusiv fred og ro, spa, velvære og gourmetoplevelser.

Dubrovniks gamle bydel

Foruden havnen består Dubrovnik af en gammel bymidte med en fæstning. Den gamle bydel ligger isoleret på et stort klippeskær og var en oplagt kulisse for HBO’s dramaserie “Game of Thrones”, som bl.a. har Nikolaj Coster-Waldau i én af hovedrollerne som Jamie Lannister.

En mægtig middelalderbymur omkranser den gamle bydel, og fra bastionerne folder hundredvis af røde tegltage, enkelte tårne, domkirkens kuppel og det knaldblå Adriaterhav sig ud.

Det emmer af kulturhistorie, når du bevæger sig rundt på murene, i de smalle gader og på de åbne pladser. Du kan besøge 17 overdådige kirker på knapt en kvadratkilometer og efter turen på Dubrovniks fæstningsmur, kan du fortsætte til det smukke marmorbelagte strøg Stradun, der med sine sandstenshuse, vindebroer, gadelamper og paladser oser af stemning.

Top tre seværdigheder i den gamle bydel er Rektorpaladset, som var bolig for bystaten Dubrovniks rektorer og sæde for Dubrovniks regering og også huser Dubrovniks museum. Dernæst Sponzapaladset, det tidligere toldhus, som er omdannet til museum for indbyggerne i Dubrovnik, der forsvarede byen med deres liv, og sidst, men ikke mindst War Photo Limited galleri sætter Balkans historie i perspektiv.

Vil du opleve byen i et rosa lysskær skal du tage turen på bymuren ved solnedgangstid, når aftensolen står på de røde tegltage og de hvide marmorbelagte gader. Det bedste sted at starte er ved Pile-byporten og sidste tur er klokken 19.30. Du kan også vælge at køre 408 meter med svævebanen op til bjergtoppen Srđ, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Dubrovnik, havet og øerne.

Charmerende kystbyer

Kom ned i tempo i den lille havneby Cavtat, som kan nås på 45 minutter med båd eller bus fra Dubrovniks centrum. Her kan du nyde den afslappede livsrytme ved den pittoreske havnefront og gå en tur på halvøen på de brostensbelagte gader med de karakteristiske røde hustage, som danner baggrund for den blå havnefront. Nyd synet af de smalle trappegader, der er svøbt i hvide, lilla og lyserøde blomsterdekorationer, det mest bemærkelsesværdige ved byen er imidlertid lyset, som i dagtimerne nærmest får byen til at flimre.

Cavtat (udtales “tsavtat”) har det sidste århundrede været et eksklusivt sted for velhavende kroaterne og en voksende hub for kunstnere. Byens mest berømte indbygger er den kroatiske maler Vlaho Bukovac (1855-1922), hvis kunst ses overalt i byen.

Kig ind i St. Nicholas kirken og se hans maleri af de fire evangelister over kirkens hovedalter. I byens galleri Pinakoteka er flere af hans værker udstillet, og hans tidligere hjem, som ligger bag et franciskanerkloster fra det 15. århundrede, er omdannet til et museum. Den skæve lille bygning med sine vægge med pastelfarvede friser, der skildrer fugle, dyr og landskaber er lidt af et kunstværk i sig selv.

Vinsmagning i Vllage Zastolje

Ægteparret Miličić i udkanten af den lille landsby Gruda i regionen Konavle, skænker rundhåndet af den kølige hvide Malvasia vin, Dubrovniks mest kendte lokale drue, som passer perfekt til den lokale ost og skinke.

Kroatiens lange tradition inden for vindyrkning kan dateres helt tilbage til Romertiden, og mange vinbønder fra Konavle har specialiseret sig i at producere autentiske kvalitetsvine, som passer til de lokale produkter.

Vingården Vllage Zastolje ligger cirka 30 minutters kørsel syd for Dubrovnik i landsbyen Villa Miličić. Får du for meget af den gode vin, er der mulighed for at overnatte i en lille villa med pool og falde i staver over den flotte udsigt over vinmarker, skoven og de bølgende bakker.

Unikke souvenirs i Dalmatien

Det solrige dalmatiske klima er velegnet til oliventræer og giver den fineste kvalitets olivenolie, som har en særskilt smag og aroma af friske oliven. Dalmatien har omkring 4,5 millioner oliventræer, og det meste af olien er produceret af private familier. Kig efter “Gyldne Oblica”, som er et fælles produkt fra de dalmatiske olivendyrkere og olivenolie producenter.

I landsbyen Čilipi har du mulighed for at købe autentiske lokale souvenirs på markedet om søndagen og samtidig opleve den traditionelle Čilipi folkedans (se under FIF). Her er tørklæder og duge med traditionelt kroatiske broderier, men kig også efter de små punge og nålepuder, som er en perfekt gave til dem derhjemme. Den dominerende farve i Kroatisk broderi er rød, som symboliserer frugtbarhed. Mønstrene har en lighed med tyrkisk tæppedesign og er præget af den vævning, der var udbredt i hele Balkan under den tyrkiske besættelse..

Ud over Malvasia vinen, er en flaske kroatisk Rakija er også en specialitet. Den mest populære er Travarica, lavet af druen brandy og marineret med et udvalg af urter som fx rosemarin, kamille, lavendel, mynte eller salvie.

Sidst men ikke mindst er de kandiserede appelsinskræller Arancini en lokal delikatesse, som passer perfekt til især de kølige hvidvine. Både Arancini og olivenolie kan du købe på flyet, hvis du flyver med Croatian Airlines.

TravelHunter.dk var inviteret af Kroatiska Turistbyrån – Dubrovnik, Dubrovnik & Neretva County Tourist Board, Croatian Airlines og Valamar Hotels & Resorts

 

Speak Your Mind

*