8 steder du skal se i Jerusalem

Skrevet af TravelHunter 5. december 2016, 18:50

graedemuren-i-jerusalem

Hellige moskéer, den legendariske Grædemur og via Dolorosa gør Jerusalem til Bibelens kulisse. Men kig også på den nye arkitektur i den gamle bydel, gå på madmarkedet Machane Yehuda og besøg kunstnerkvarteret Ein Karem i Jerusalems terrasselandskab.

Jerusalem er fyldt med verdenshistoriske monumenter og bibelske historier og tre store verdensreligioner repræsenteret i byens gamle bydel. En fascinerede mosaik med basargader, som er et pragtfuldt orientalsk mylder af farver, dufte og lyde. Se nogle af de store seværdigheder i Jerusalem og sæt god tid af.

Damaskusporten

Den gamle bydel er inddelt i fire hoveddele: en jødisk, en kristen, en muslimsk og en armensk del. Syv af byens otte porte fører ind til Den Gamle By, der er omgivet af en 12 m høj og 4 km lang mur. De fleste porte er fra Sultan Suleimans tid, og Damaskusporten (1537) er den mest udsmykkede og befærdede port. Herfra udgik vejen til Damaskus, i dag fører vejen ind til det kristne og muslimske kvarter.

Grædemuren

Grædemuren (også kaldet Klagemuren, Vestmuren) er jødernes helligste sted. Ved Grædemuren har jøder i 2.000 år bedt og sørget over templets ødelæggelse. Pladsen lige foran muren er delt i to dele, en for kvinder og en for mænd. I sprækkerne mellem Herodes’ store sten lægger de bedende små sedler med bønner eller tak. Muren var oprindeligt en del af den vestlige støttemur rundt om tempelpladsen, og de nederste rækker af sten er de eneste tilbagestående fra Det Andet Tempel, der stod fra 515 f.Kr. til 70 e.Kr., hvor den sammen med resten af Jerusalem  blev ødelagt af romerne. Grædemuren kom under israelsk kontrol i 1967, da israelerne besatte området som led i Seksdagskrigen.

Via Dolorosa

Via Dolorosa begynder i det muslimske kvarter og slutter i det kristne. Smertens Vej (også kaldet Korsets Vej) er ét af Kristendommens helligste steder og stedet, hvor du bogstavelig talt kan gå i Jesu fodspor på den rute, Jesus gik på vejen til sin korsfæstelse  ifølge Biblen. Pilgrimsruten opstod i 300-tallet og nævnes første gang i 1294 under korsfarerne. Den rute, vi kender i dag, blev fastlagt i 1850 som Via Dolorosa (600 meter) med 14 “korsvejsstationer” – 9 langs vejen og 5 i Gravkirken. Hver fredag kl. 15 er der religiøse optog, hvor pilgrimme bærer kors.

Gravkirken

Gravkirken i Jerusalem regnes for den mest hellige kirke indenfor kristendommen. Den kristne kirke i Jerusalem er bygget på Golgata (Hovedskalstedet), som er det sted, hvor Jesus ifølge kristne traditioner blev korsfæstet. Den romerske kejser Konstantin tillod som den første kristendommen i romerriget. Hans meget fromme mor, Helena, besøgte Jerusalem knap 300 år efter Jesu død og fik lokale til at udpege Golgata og den nærliggende Jesu grav og bad sin søn om at opføre en kirke. Den oprindelige Gravkirke stod færdig 326, men er fornyet flere gange siden. Kirken indeholder også den grav, hvori Jesus ifølge legenden blev lagt efter sin død, og den har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden 4. årh.

Kirken er i dag fælles for flere forskellige kristne grupperinger, som hver råder over egne kapeller, og er i dag sæde for den ortodokse patriark af Jerusalem og en katolsk ærkediakon. Kirkens nøgler har dog siden 1246 været i to muslimske familiers varetægt. Gravkirkens romanske facade og klokketårn er fra 1100-tallet. En udvendig trappe fører op til Frankerkapellet. Indenfor i Gravkirken til venstre ses Bænken til den muslimske dørvogter med nøglen. En trappe til højre fører op til Golgata, hvor den højre side er et Franciskanerkapel. Gravkirken(The Holy Sepulchre) er åbent dgl. fra solopgang-solnedgang, gratis éntre.

gravkirken-i-jerusalem

Shopping i Den Gamle By

Hovedindgangen til Den Gamle By, Jaffa Gate, som blev bygget af Sultan Suleiman i 1538, ligger tæt ved citadellet Tower of David. I kvarteret finder du butikker med kvalitetssouvenirs som tørklæder, keramik og smykker og Mamilla shopping center (Alrov  Mamilla Avenue), nordvest for Jaffa Gate med 140 butikker, cafeer og restauranter. Shopping centret er et populært sted for flash mobs, også for humanitære organisationer. Kig også ind i lobbyen på David Citadel Hotel og få en arkitektonisk oplevelse.

Machane Yehuda-markedet

Gå ikke glip af Israels sprudlende marked, hvor du kan prøve forskellige retter, mezze, fra Mellemøsten, kaffe med kardemomme og købe tørrede frugter, der ligger som små kulørte bjerge i boderne. Nissan, Jaffo 119.

machane-yehuda-markedet

Restaurant HaChatzer

Bliver du sulten, har HaChatzer (The Courtyard) i det gamle stationsområde lækker grillet kød, gryderetter, fiskeretter og salater på menuen, tilberedt af chefkok Moti Ohana. Fredag eftermiddag er der Kabbalat Shabbat menu i restauranten.

http://www.gojerusalem.com/items/564/HaChatzer-Restaurant/

Kunstnerkvarteret Ein Karem

Den maleriske landsby med navnet “Vingårdskilden”  ligger smukt i Jerusalems terrasselandskab 8 km sydvest fra centrum og er omgivet af cypresser, popler og oliventræer. Ifølge kristen tradition blev Johannes Døberen født i Ein Karem, og det førte til oprettelse af flere kirker og klostre. Efter 1948 blev den tidligere arabiske landsby et populært kunstnerkvarter og huser i dag mange  studerende.

Tæt ved hovedvejen ligger Johanneskirken, Franciskanernes kirke og kloster fra 1674, opført på en korsfarerruin over Johannes Døberens fødested. Vejen forvandles til trapper og øverst oppe ligger Visitationskirken, bygget af  Franciskanerne ved siden af en korsfarerkirke. Bag et smukt smedejernsgitter ligger tre kirker i én stor bygning. Gavlen er prydet af en farvestrålende mosaik, der viser Marias ankomst til Ein Karem ridende på et æsel for at møde Elizabeth.

mosaikker-ved-johanneskirken

Speak Your Mind

*