Skrevet af TravelHunter | 19. oktober 2013, 09:08 |
Fredag aften blev SUN-AIR of Scandinavia A/S hædret med SOS Rejseprisen 2013. Den blev uddelt i DGI-byens konferencecenter af Danske Rejsejournalister og overrakt af konferencier Annette Heick.
De øvrige nominerede var Nyhavn Rejser og Royal Caribbean International. De tre nominerede selskaber fik hver nogle minutter til at præsentere deres produkt, men det blev en rejseaktør i luften, der fløj med prisen.
“Ud fra mottoet “not bigger – but better” arbejder SUN-AIR effektivt og fleksibelt sammen om at give deres passagerer så god en service som muligt, og her er måltider naturligvis med i prisen,” fortalte Alice Sloth, kundeansvarlig hos SUN-AIR, under sin præsentation.
SUN-AIR modtog blandt andet prisen for selskabets høje kvalitets- og serviceniveau, og for at have ryddet op efter Cimber Sterlings krak. SUN-AIR overtog fem af Cimber Sterlings tidligere ruter inden for blot en uge efter krakket, så næsten alle passagerer kom af sted.
Kristian Tvergaard, kommerciel direktør i SUN-AIR, glæder sig over, at andre har lagt mærke til selskabets kvalitet og høje serviceniveau. “Det bekræfter os i, at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi tror på, at det på den lange bane godt kan betale sig at gå mod strømmen og levere høj kvalitet og service,” siger Kristian Tvergaard.
Aftenens konferencier var sangerinde, skuespiller og tv-vært Anette Heick, der også sang et par numre. Derudover underholdt den anmelderroste sangerinde Marianne Green, hvis band er er et friskt pust på den irske musikscene. Kok, forfatter og eventyrer Nicolaj Kirk fortalte, hvordan man laver en bøf af myrer, og overlæge dr. med. Mads Buhl, som er ekspert i tropemedicin og infektionssygdomme, indledte aftenen med et mini-seminar om “Sikkerhed på rejsen” .
Efter prisuddelingen inviterede Anne-Vibeke Isaksen, formand for Danske Rejsejournalister, de omkring 80 deltagere – både mediemedlemmer og branchemedlemmer samt inviterede gæster – på buffet og drikkevarer i konferencecenterets foyer i DGI-byen.
Sponsorerne af arrangementet var Connect Communication, Vagabond REJS, Danske Rejsejournalister og SOS International.
Speak Your Mind