Rejsestof på tryk, web og mobil

Skrevet af TravelHunter 10. maj 2014, 08:34

Rejsetips, billeder og video af alt det, der venter dig, findes i overflod. Indholdet i de trykte bøger er skrevet af lokale rejsejournalister, mens millioner af private debuterer på rejseportaler og -apps. Her er de nyeste guider og trends.

Lonely Planet udsender her i maj 15 guidebøger på dansk i samarbejde med det danske forlag Turbulenz.

Rejsebøgerne har stramt fokus på de største seværdigheder og omfatter en række populære destinationer såsom Thailand, New Zealand og USA og regionsguider til Californien, New York og San Francisco. Derudover er der guider til europæiske storbyer som Rom, Berlin, Barcelona, London og Paris.

Politikens Forlag ‘Turen Går Til’-bøgerne fås til 180 rejsedestinationer – den nyeste titel er Turen går til Israel & Palæstina, og forlaget udgiver også ‘Kort og Godt om’-guiderne. Aarhus Universitetsforlag står bag rejseserien ‘Vide Verden’ og rejsesøgemaskinen Momondo udgiver små ‘Ta’ med til’ guidebøger på dansk.

Samtidig har rejsetips fået helt nye muligheder for at udfolde sig på de digitale platforme såsom sociale medier, blogs, internet og app’s til smartphones. Fx har det hollandske flyselskab KLM lanceret Must-see-map, som giver dig mulighed for at lave dit eget interaktive storbykort.

Etablerede rejseapps og rejseportaler som Tripadvisor sørger forat supplere med rejsenyt fra private, men bliver nu udfordret af Wikipedias nye tiltag, Wikivoyage, som findes på 13 sprog.

Du kan tilgå Wikivoyage på nettet, en tablet eller smartphone, og du kan oprette og udprinte dine egne fysiske guidebøger med sider fra Wikivoyage. Der findes dog allerede en lignende side, Wikitravel, ejet af selskabet Internet Brands.

Sidst men ikke mindst, kan du med Google Maps nemmere finde vejen på ferien, men pas på, for den sluger al strømmen fra din smartphone/tablet.

 

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.