Martinique på en weekend

Skrevet af TravelHunter 2. juli 2012, 07:14

Lyt til kreolsk musik, sejl til middag på en privatejet ø eller få tømmermænd af rom. Tropeøen Martinique i fransk Caribien har alt det, der hører til en autentisk paradisø. Følg TomToms rute.

Fotos: TravelHunter og TomTom

Vinden hvirvler håret i nye frisurer, da vi sejler med kurs mod den lille ø Oscar. Vi holder krapagtigt fast i rælingen og tænker “hvor er redningsvestene?” Båden kommer op i fart og vinden hiver pludselig vand ombord, så vi ankommer med saltvandssprayet hår, da vi når I’let de Oscar, der ligger 10 minutters sejlads fra Le François marina.

På øen slænger vi os i terrassestolene og sipper et glas af den klassiske franske longdrink ”Ti’Punch”, lavet af 1 del sukkerrørssirup, 2 dele hvid rom og en skive lime.

Bænket omkring det lange bord, spiser vi friskfanget fik og drikker kølig rosévin med udsigt til ranke palmer og en kridhvid fuldmåne. “Ilet du Oscar blev erobret i et pokerspil,” fortæller Oscar, øens eneste beboer. Han har indrettet B&B i huset, som er bygget i kolonistil og vragrester fra naboøen Thierry Island, hvis man skal tro anekdoterne.

Martinique i den vestlige del af det caribiske hav er en kreolsk godbid, uanset om du foretrækker at ligge i det lune hav eller køre øen tynd. Men en god GPS kan du se øen på en weekend og opleve markedet  i hovedstaden, historiske seværdigheder i syd, se på kitesurfing og smage den verdenskendte rom.

Kurs mod klippeøer og stenmonumenter

1: Fort-de-France

Vi starter tidlig morgen fra vores hotel Cap-Est Resort & Spa på Martiniques sydvestlige kyst. De intense røde flamboyant blomster ses tydeligt gennem forruden og følger os det meste af turen.

Vores første stop er det lokale marked i Fort-de-France, som starter allerede kl. 4 om morgenen. I de smalle sidegader er de små butikker med franske parfumer og haute couture åbnet og mødre med kulørte stråtasker er på vej til markedet for at handle. På markedet er boder med friskfangede fisk, eksotiske frugter og grønt og krydderier til få penge. Med duften af vanille i næsen prøver vi de typiske stråhatte.

Midt i byen ligger parken, La Savane, der brager af karnevalsrytmer i februar. Statuen af Napoleons kone, Josephine med det oversavede hoved kan vi ikke undgå at lægge mærke til. Fra strandpromenaden kan vi se over til det nye forretningscenter og hotelkompleks med sin blanke facade i horisonten.

2: Les Trois I’let

Fra den livlige hovedstad kører vi mod Trois-des-Ille ad øens sceniske rute. Svajende sukkerrørsmarker og Trois-des-Illes pastelfarvede kirke pryder den naturskønne tur her på den sydvestlige side af øen, hvor getaways og historiske seværdigheder kæmper om pladsen.

3: Les Anses d’Arlet

I Les Anses d’Arlet slentrer folk af sted på molen, slukker tørsten med kokosnøddesaft og farverige fiskerbåde vipper i vandet. Vi falder let ind i de lokales afslappede caribiske tempo, og det eneste vi tænker på er at slå os ned på en restaurant og nyde en kold øl. Vi kan næsten se piratskibet “The black Pearl” kaste anker i horisonten.

4: Pointe du Diamant

Længere nede langs kysten danner det brusende hav en flot ramme om øen Diamond Rock, der glimter som en ædelsten, når sollyset står på en bestemt måde. Klippeøen er helt ubeboet og var pga. sin strategiske placering i St. Lucia strædet tilholdssted for englænderne, indtil franskmændene overtog den i 1805 ved at gøre englænderne ukampdygtige med rom.

5: Anse Caffard

Ikke langt derfra, i Anse Caffard, står 15 lyse stenstatuer af armeret beton med ansigtet mod havet. Monumentet Memorial Cap er lavet af Laurent Valère til minde om de slaver, der omkom ved en skibsulykke i 1830, fordi de var lænket og indespærret i lastrummet. Samtidig symboliserer de ophævelsen af slaveriet, der fejres hvert år den 22. maj på Martinique med en helligdag og fest.

6: Grande Anse des Salines

Vores endestation er Les Salines stranden, der ligner et postkort fra Startour. De lokale forretter Accrete, indbagt fisk og rejer, på restaurant Délices de la mer smager fantastisk. Med udsigt til den kartoffelmelshvide strand sætter jeg gaflen i min Lambi de Fricasse og tager det i munden. En frisk, sød og spændstig smag af skaldyrsfisk fordeler sig.

Chill out med sukkerrørsrom og kitesurfing

Den indre smugler kommer frem i os, da vi smager den velsmagende rom hos Habitacion Clément, og de fransk og kreolsk talende ekspedienter skaber ekstra god stemning i det smukt indrettede smagslokale.

Romplantagen fra 1887 er en historisk lækkerbisken, så vi har afsat god tid til at se hele området. Plantagens hovedbygning er et traditionelt hus i kreolsk stil, hvor Clément familien boede, og her er bl.a. fotografier af Mitterand og Bush fra deres topmøde i 1991 i forbindelse med Golf-krigen.

I det det gamle destilleri indkapsler et billedgalleri med sort-hvide portrætter af arbejderne det hårde liv på plantagen. På de store grønne arealer er forskellige slags palmer og det forunderlige Courbaril træ med dobbeltblade.

Vi sætter kurs mod de vindblæste kyster på østkysten, hvor de rå Atlanterhavsbølger raser. I Pointe Faula ved Le Vauclin i sydøst boltrer vilde surfdudes sig i bølgerne. De bruger bølgerne som ramper til spring og dragen til at give fart og højde og laver nogle imponerende spring.

På restaurant Titiris, der emmer af ægte kreolerstemning, spiser vi lokale retter til næsten ingen penge, inden turen går til lufthavnen.

TravelHunter var inviteret af TomTom.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.