CPH:DOX 2024 – pastelfarvede paradis og excentriske roadmovies

Skrevet af TravelHunter 24. marts 2024, 14:33

Københavns store dokumentarfilmfestival bød igen på de bedste nye film fra virkelighedens verden.

Kunsthal Charlottenborg var igen i år centrum for festivalen med en nybygget biograf. Der var visninger over hele København fra 13.- 26. marts og også andre steder i landet. Foruden var der film, fester, talks og musik på programmet.

CPH:DOX bød igen i år på et program, der bestod af 83 verdenspremierer, 33 internationale premierer og ni europæiske premierer. ”Dokumentarfilm kan udfordre og skubbe til vores syn på verden,” sagde Niklas Engstrøm, Artistic Director, CPH:DOX på lærredet, inden filmene startede.

TravelHunter var både i biografen i København og så film online. Her er tre film fra filmfestivalen med forskellige vinkler på det at være rejsende.

Et ironisk postkort fra Gran Canaria

I ”En plads i solen” sætter filmskaber Mette Carla Albrechtsen fokus på det sydlige Gran Canaria, hvor solen skinner året rundt og hvert år lokker fire millioner turister til den populære charterø i Atlanterhavet. Det ligner umiddelbart et pastelfarvet paradis, men det er ikke alle, der er på ferie.

Midt i kaosset af kulørte drinks, høj musik og badedyr bor og arbejder expats fra EU-lande og flygtninge fra Afrika, som bliver tilbage, når charterturisterne rejser hjem. Det er dem, filmskaberen Mette Carla Albrechtsen zoomer ind på i sin dokumentarfilm, som viser flere dimensioner af ferieøen og turismens kontraster.

Tog gennem Mayernes krybbe

I “The Train and the Peninsula” tager instruktørerne Sky Richards, Andreas Kruger Foncerrada os med til den smukke mexicanske halvø Yucatán på en cinematisk rejse langs den planlagte togstrækning ”Tren Maya” og stopper undervejs for at lytte til halvøens beboeres refleksioner over de miljømæssige og sociale konsekvenser af det gigantiske togprojekt ’Tren Maya’, som er på vej.

Gennem arkivklip og nye optagelser bliver filmen en kalejdoskopisk rundtur på Yucatán, som med sine mayaruiner er mayaernes krybbe. Det nye, storstilede jernbaneprojekt truer den oprindelige mayakultur og naturen omkring dem, da togstrækningen er planlagt til at køre lige igennem hjertet af området. Det eneste formål med togstrækningen er at udnytte det flotte landskab til at tiltrække turister ligesom i 1978 i byen Cancún, der er dag tæller 6 millioner turister, som de lokale servicerer.

På kulturel udebane i Mexico

I den tankeprovokerende film ”Phanthoms of the Sierre Madre” følger man den danske manuskriptforfatter Lars K. Andersen, som får en idé til en film inspireret af sin barndomshelt, den norske opdagelsesrejsende Helge Ingstad, der i 1937 tog på en ekspedition til Mexico for at lede efter en forsvunden apachestamme. Sammen med den norske filmskaber Håvard Bustnes følger Lars K. Andersen i Helge Ingstads fodspor for at finde den forsvundne stamme.

Undervejs i den excentriske roadmovie i den store, amerikanske Western-tradition, møder de Pius, oldebarn af apachekrigeren Geronimo, der selv tror fuldt og fast på apachernes tilstedeværelse i Mexico. Lars og filmholdet begynder at møde mere og mere modstand, for hvem har egentlig ret til at fortælle apachernes historie?  Filmen udvikler sig til en ufrivillig dekonstruktion af mytologien om den hvide eventyrer og sætter spørgsmålstegn ved, hvem der har ret til at fortælle andres historier.

Lars K. Andersen har skrevet manuskripter til film som Idealisten, Flammen & Citronen og Krudttønden, men i dokumentaren Phantoms of Sierra Madre er han selv hovedperson.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.