Amorgós vibes – hiking, lys og sjælefred

Skrevet af TravelHunter 20. oktober 2013, 13:10

Et sus af hav og himmel skød Amorgós op af det græske øhav. På den 40 km lange smalle ø er der en fantastisk udsigt til havet til begge sider, mulighed for vandreture og  afslapning på Spa-Hotel i den charmerende strandby Aegiáli.

Idé og fotos: Anne Skov

Kykladerne består af karismatiske små øer i Det græske Øhav med varierede landskaber og stor gæstfrihed, uanset hvor du går i land. Tag et kursus i græsk madlavning, snør vandreskoene, dyk ned under vandoverfladen eller stress af med yoga. Amorgós er stedet, hvor sanserne og din egen sjælefred er i centrum.

Amorgós ligger mod sydøst som en lang skive vandmelon i Ægæerhavet og slutter øgruppen Kykladerne. På strandsiden mod nordvest finder du fiskerlejerne Aegiáli og Katápola, hvor de fleste af øens indbyggere bor. Oppe bag og rundt om Aegiáli ligger landsbyerne Tholaria, Lagada og Potamos med udsigt over Aegiáli-bugten fra hver sin side.

Du ankommer til Aegiáli med færge fra Piræus. Den skønne sejltur gennem Kykladerne er en god optakt til et ophold på øen. Bor du på Aegialis Hotel & Spa bliver du modtaget af ejeren Irene med friskpresset appelsinjuice og søde snacks.

“Udsigten over oceanet, der skyller ind til den halvmåneformede strand, de hvide huse, som står lysende op ad bjergskråningerne er en magisk udsigt, som gør alt andet end dine hjerteslag overflødig,” fortæller Anne Skov, som  har været i praktik på Aegialis Hotel & Spa i forbindelse med sin uddannelse som Serviceøkonom.

Magi, lys og sjælefred

Amorgós er nærmest magisk med havet, der blinker i turkisblå klare farver i solen og en stærk aromatisk duft fra øens mangfoldighed af urter og planter, der rammer dine næsebor næsten overalt på øen. Nogle urter bruges både som te til den græske morgenmad eller sammen med mineraler i Spabehandlinger.

“Øen har en særlig positiv energi, som går helt tilbage til oldtiden. Alt hvad du har brug for at se eller indse, vil stå mere klart for dig efter et ophold på øen,” fortæller Anne Skov. Og dyrker du  yoga, vil du hurtigt mærke, hvor stor en inspiration, Amorgós er.

Omgivet af det store blå med hav og himmel i ét, har Amorgós et helende lys ud over den bjergtagende, frodige natur, de forførende og krydrede dufte og stolte øboerne, som tager godt imod én med deres intense blikke. Alt dette menes at være grunden til et vandorakel helliget Apollon ved Agios Valsamitis, som medførte at folk fra hele Middelhavsområdet kom til øen for at få rådgivning.

Vandreture i vild natur

Her kan du tage på fantastiske vandringer i en uspoleret, frodig bjergnatur mellem de duftende urter og med udsyn til havet på begge sider blandet med en mild brise og gedernes hæse brægen.

Øen har etableret syv afmærkede vandreruter af forskellig længde, hvor du passerer øens seværdigheder. En af dem er ruten fra Panagia til Agios Ioannis-grotten – en tur på knap 3½ km. Hvert år den 28. august, holdes  aftengudstjeneste i grotten i skæret af hundreder af stearinlys.

Fra Aegiáli kan du vandre til den lille by Lagada ad de gamle stenede stier, som er blevet betrådt af mennesker og æsler i en uendelighed og beundre de små stengærder, der har holdt i århundreder.  Eller du kan sætte kurs mod øens højeste bjerg, Krikelos (822 m).

Top tre seværdigheder

Det byzantinske kloster Panaghia Chozoviotissa, Agia Anna-vigen og Minoa hører til Amorgós tre største seværdigheder. Hovedbyen Chora og havnebyen Katápola er derfor gode mål for en udflugt fra Aegialis.

Start i Chora, hvor Gavras tårnet i den bilfri midtergyde er indrettet som arkæologisk museum. Fra Chora fører en sti ned til øens bratte klippeside, hvor Chozoviótissa klosteret ligger 300 meter over havets overflade.

Klostret blev grundlagt af Kejser Alexios Komninos i 1088 til ære for et ikon af Jomfru Maria,  fremstillet af evangelisten Lukas. Her holdes en stor helgenfest hvert år på Jomfru Marias navnedag den 21.november. Klostret husede tidligere 100 munke, som bl.a. udviklede lægeurter og er grunden til, at Amorgós betragtes som en hellig ø. Læg mærke til den sjældne gule evighedsblomst Helichrysum amorginum på kalkklipperne, som kun gror på Amorgós.

Et andet og mindre byzantinsk kloster, Agios Giorgios Valsamitis, ligger i en frugtbar dal lidt uden for Chora. Udover sine gamle ikoner har klosterkirken et vægmaleri af Johannes Døberen.

Få et farvetrip under vandet ved Agia Anna – “Big Blue” stranden, som er den bedste af Amorgós strande, hvis du vil dykke eller snorkle. Agia Anna består af en lille rullestensstrand, og hvis du svømmer et stykke ud, kan du se det hvide kloster Chozoviotissa på bjergsiden. I kort afstand finder du små uspolerede strande som Kambi (nudiststrand) og Sirma.

Antikkens Minoa nås ad en æselsti. Her finder du ruiner af et hellenistisk tempel fra 3-4000 f.Kr., og det var i Minoa, at man fandt en 1,52 stor kvindestatue af marmor fra kyklade-kulturen De to største fund af kvindestatuer af marmor fra Kyklade-kulturen blev gjort her og på naboøen Keros, og den ene står i dag på nationalmuseet i Athen.  Bag Minoa ligger Finikia stranden, hvis du får lyst til en dukkert.

I højderne omkring Aegiáli ligger landsbyerne Tholaria, Lagada og Potamos, som kan nås med lokalbussen. De er alle et besøg værd, og Tholaria og Lagada har flere gode taverner, hvor du kan slappe af og nyde udsigten.

Big Blue picks

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.