8 steder du skal opleve på Refshaleøen

Skrevet af TravelHunter 18. juni 2020, 11:13

Den moderne arkitektur på Refshaleøen er en del af fortællingen om det nye København, hvor du kan opleve den særlige, industrielle, urbane atmosfære, som præger området.

Broerne i København har gjort Amager og Refshaleøen til det nye København, hvor du finder de tre mest fashionable steder Amager Bakke, Urban Rigger og Noma. Hele øen er et slaraffenland for mad-, kultur-, kunst- og arkitekturoplevelser.

SKOLESKIBET GEORG STAGE

Start fra Holmen Nord, som du kommer til med havnebussen, bus 2A eller på cykel. Det første, du ser, er skoleskibet Georg Stage, der ligger på sin faste vinterplads Maskingraven på Holmen, en 58 meter lang og 8 meter bred 3-mastet fuldrigger, som blev søsat i 1882 og sejlede frem til 1934, hvor det nuværende skib blev bygget. Fra molen er der kig til kanonhusene, og restaurant 56 grader på Krudtløbsvej 8, der har faste månedsmenuer, ligger også i et gammelt kanonhus.

DET NYE NOMA

Det nye Noma på Refshalevej 96 er bygget af Bjarke Ingels i et gammelt søminedepot. Det har en urban have og udsigt over Christiania og er med sine syv dele med forskellige funktioner ret unik. Selve restauranten har kun plads til 40 gæster, som betaler cirka 5.000 kr. for en madoplevelse. Der er åbent fire dage om ugen fra onsdag til lørdag og 4 venteliste pladser til studerende, der kan få Nomas madoplevelse til 1500 kroner.

VANDFLYVERHANGAREN

Fortsæt til Refshalevej 100 og Søværnets gamle vandflyverhangar, opført i 1921 af arkitekten Christian Olrik. Det er en bygning, som Dorte Mandrup Arkitekter ombyggede til et moderne kontorbyggeri i 2008 og i dag huser Institut for bygningskunst og kultur. Gå videre til Margretheholmen på Margretheholmsvej 30 og ejendommen Udsigten, en 550 meter moderne boligblok i 8 etager, tegnet af tegnestuen Vandkunsten. De 458 lejligheder ligger i Christianshavns voldterræn i kort gåafstand til Operaen, Christianshavn og lystbådehavnen Lynetten. Fra de øverste etager har beboerne en panoramaudsigt over både Øresund og Københavns centrum.

COPENHILL – URBAN MOUNTAIN SPORT

Stop op og nyd udsigten til det enorme forbrændingsanlæg Amager Bakke med Copenhill, Københavns nye epicenter for urban mountain sport med Nordeuropas højeste klatrevæg på 85 meter og Københavns første skibakke med afterski på Copenhills helt egen afterskibar og café.  På toppen af Amager Bakke er der en offentlig park med en flot udsigt over området. Copenhill.dk, Vindmøllevej 6, 2300 København.

LA BANCHINA HAVNEKNEJPE

Læg mærke til de flydende studieboligøer Urban Rigger på Refshalevej 155 og tag en timeout på La Banchina på Refshalevej 141, den rustikke havneknejpe, der serverer både økologisk fireretters aftenmenu, naturvine og hjemmebag, som du kan nyde i aftensolen i vandkanten på den populære badebro eller spise indenfor i den lille lyseblåmalede bygning med kik til havnen. Om sommeren er Aperol Spritz på badebroen et hit, om vinteren er der kaffe, morgenbrød, vinterbadning og træfyret sauna på menuen.

COPENHAGEN CONTEMPORARY

I B&W’s gamle smedjehal fremviser Copenhagen Contemporary (CC) moderne installationskunst i verdensklasse på 7.000 kvm. Her er plads til store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker, kort sagt kunst, du kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

I CC kan du deltage i art talks, art walks, koncerter, kreative værksteder, der er undervisning for børn, og du kan besøge CCs egen butik med skandinavisk design. CC har siden 2016 vist udstillinger med bl.a. Bruce Nauman, Yoko Ono, og Doug Aitken og åbner den 25. juni 2020 med to nye udstillinger DO NOT TOUCH THE WORMS af David Shrigley og In Focus: Statements. Refshalevej 173A, Copenhagencontemporary.org

Kig eventuelt ind i Skabelonloftet på Refshalevej 167F i de forskellige atelier og gør et kup.

REFFEN STREET FOOD

Reffen, Nordens største madmarked med mad fra mere end 17 forskellige lande, er er en gastronomisk rugekasse, hvor iværksættere kan afprøve deres madkoncepter. Maden sælges fra boder, lavet af gamle containere, nogle af dem er placeret helt ned til vandkanten med udsigt til Københavns smukke havn, og her finder du også bryggeriet Mikkeller.

Alle madboderne skal følge de bæredygtige dogmer “Reduce and Reuse”: bruge kompostvenlig service, reducere madspild, bruge økologiske produkter og fritgående, lokale råvarer og skal også sortere deres skrald, så det kan genbruges mest muligt.

Er du sulten og vil direkte til Reffen, kan du tage Canal Tours’ kanalrundfarter fra centrum af byen, bus 9A eller havnebussen 991 og 992 eller cykle. Reffen.dk, Refshalevej 167 Unit A.

VINDMØLLEPARKEN PÅ LYNETTEN

Refshaleøen er også et udstillingsvindue for vindmølle teknologi, så vil du mærke suset fra de syv vindmøller fra Københavns første vindmøllepark Lynetten, skal du fortsætte til lystbådehavnen Lynetten på Refshalevej 200 og til Refshaleøens nordøstligste hjørne. Her er syv vindmøller, 72 meter høje, placeret langs kanten af havnebassinet på Lynette-områdets moler ud mod Øresund, og der er samtidig god udsigt til Middelgrundens Vindmøllepark med tyve vindmøller, der har været i drift siden 2001.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.