7 rejsetips til Sri Lanka

Skrevet af TravelHunter 22. oktober 2017, 07:48

Kom ned i tempo og tag en dag ad gangen. Oplev det vestlige Sri Lankas gyldne strande, lokale fiskemarkeder, farvestrålende buddhist templer og spis dig mæt i lækre karryretter.

Øen ligger som en dråbeformet perle i Det Indiske Ocean syd for Indien og forfører dig fra dag ét med sin gæstfrie befolkning, krydrede mad og farvestrålende tekstiler og håndarbejde. På det vestlige Sri Lanka, nord for Colombo, er kystbyen Negombo, omkranset af en lagune. Byens gyldne strande er en favorit blandt lokale og besøgende, og lagunen er også kendt for sit lokale fiskemarked og sin hummerfangst.

TravelHunter.dk guider dig til autentiske oplevelser i det vestlige Sri Lanka.

Fotos: Linda Danielsen Røygaard, Helle Blaafalk (udsigt fra Adams Peak)

Negombos gyldne strand

Få sand mellem tæerne på den kilometerlange gyldne og grovkornede sandstrand i kystbyen Negombo, 35 km nord for hovedstaden Colombo. Med næsten 1600 km kyster, er Sri Lanka den ideelle destination for både vandhunde og soldyrkere.

Kommer du tidlig morgen, kan du se de lokale fiskere hale deres net ind med hundredvis af småfisk. Det første, du lægger mærke til, er de svajende palmer og katamaranerne med batikfarvet sejl, som fiskerne bruger til både fiskefangst og sejlture med turister. Prisen for en sejltur er ca. 2000 Sri Lankanske Rupee (82 kr.) og til forhandling, jo flere I er.

Om aftenen nyder både lokale og turister solnedgangen over havet, enten direkte på strandbredden eller hotellernes små hyggelige terrasser.

Buddhist templet Angurukaramulla

Tag sko eller sandaler af, inden du går gennem dragemunden og ind i det 300 år gamle buddhist tempel, Angurukaramulla Temple, i Negombo. Inde i templet er en eksplosion af intense farver og fantastiske vægmalerier, skulpturer og malerier i loftet, der skildrer Buddhas rejse til oplysning og historier om Sri Lankas tidligere herskere fra Mahavamsa. Du går ud igen gennem dragens mund – dragen formodes at afværge onde ånder.  yamu.lk

Fiskemarkedet i Negombo

Der er enorme knive og store armbevægelser på fiskemarkedet i Negombo, kendt for at være den vigtigste fiskerby på Sri Lanka. En kvinde i kulørt tøj skærer hoved og finner af en fisk, fjerner indvolde og andet indmad og river skinnet af.

Når fiskerne er kommet i land med dagens fangst, bliver den renset, lagt til tørre og solgt. Det sker alt sammen direkte på stranden under små sejl. Fiskene ligger til tørre i 7 dage og sælges derefter til forskellige byer i hele Sri Lanka. Om aftenen dækkes de til af plastik, så kragerne ikke løber med fangsten.

Power Retreat

Indiens tropiske klima er særligt gunstigt for virkningen af ayurvediske behandlinger, som omfatter medicin baseret på planteekstrakter kombineret med diæter, yoga og/eller massage. Den ayurvediske massage medfører, at der løsnes op for ophobet stress og anspændthed i kroppen, og at kroppens naturlige modstandskraft øges. Under et power retreat kan du på en uge få affaldsstoffer ud af kroppen, dyrke yoga og få kropsbehandlinger og genvinde din energi. Kropsinstituttet har siden 2007 holdt power retreats på Ayurveda Pavilions i Negombo. kropsinstituttet.dk

Farvestrålende souvenirs

Vincent folder en af sine farvestrålende saronger ud i sin lille butik på Porutota Road. “Du skal vælge batik mønstret, som er typisk for Sri Lanka.”  Den mest populære beklædning er sari for kvinder og sarong for mænd. Saronger båret af kvinder, går under navnet “Redda” og er en slags slå-om-nederdel, der kan bindes på mange forskellige måder.

Få tips til en god skrædder i Negombo centrum eller Colombo og få syet skjorter eller kjoler efter mål. Kig også efter øens kunsthåndværk, fx de farvestrålende masker, skåret ud af kadunu træ og malet med tempelfarver og meget lette.

Sri Lanka er verdens 3. største teproducent og hos Tea Zone er et stort udvalg af Ceylon te fra Nuwara Eliya området. Sort te, grøn te, te med kanel, ingefær æble eller chai til meget attraktive priser.

Det Sri Lankanske køkken

Der er mange ligheder mellem det indiske og Sri Lankanske køkken, og hovedingrediensen i de fleste retter er karry, som fås i mange spændende varianter i forskellige styrker, farver og smagsvarianter.

Sri Lanka er rig på fisk og kokosnødder, og du kan derfor spise lækre fiskeretter over hele øen. Fiskeretterne smager skønt og er billige, og det hjemmebagte fladbrød er en specialitet. Her ved kysten er fiskeretterne på menukortet, men du kan også vælge vegetariske retter eller retter med kylling og ris der fylder mest.

Frugt og grøntsager kommer direkte fra naturen og bliver først plukket, når det skal spises og er derfor helt friskt og fyldt med intens smag og gode vitaminer. Besøg Grace Fruit juice bar og snup en friskpresset juice til 200-300 SLR (8-12 kr.) eller sluk tørsten med kokosvand fra en af de orangefarvede kokosnødder i en lille frugtbod.

Magisk morgen på Adams Peak

Pak vandreskoene og tag et tog fra Colombo eller en lokal taxi fra Negombo til Hatton og overnat der, før du bestiger bjerget Adams Peak.

Lidt over seks rejser morgensolens lysende kugle sig over det bjergrige landskab under dig fra toppen af Adams Peak. Solopgangen er højdepunktet efter mere end tre timers vandring ad en sti, efterfulgt af 5.200 trin sammen med orangeklædte munke , srilankanske pilgrimme og turister. Her 2.243 meter over havets overflade forvandler dagslyset de mørke konturer til et grønt og levende landskab under bjergtoppen, der er hellig for fire af de store verdensreligioner.

På bjerget er et lille tempel med en fordybning i klippen, der har form som et fodaftryk. Kristne og muslimer tror, at det var her Adam tog sine første skridt på jorden. Hinduer mener, at fodaftrykket stammer fra Lord Shiva. De fleste mener dog, at det var Buddha selv, der lavede fordybningen.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.