Vinsmagning om julens vine

Skrevet af TravelHunter 24. november 2014, 14:23

1 Delikat Amarone med kraftig sødme

Skønne vine, gode tips og hyggeligt selskab. Vinklub for Kvinder inviterer til inspirerende vinsmagninger – blandt andet om hvordan man kombinerer mad og vine til julen.

Kirsa Kjærgaard, ansvarlig for Vinklub for Kvinder,  tager godt imod de cirka 40 kvinder i Magasin på Kongens Nytorv i København, som er mødt op den 20. november for at få nogle gode vinoplevelser.

“Det er altid sjovt at lære og smage noget nyt!” siger Bente, som er her sammen med en veninde. De har begge været medlemmer i vinklubben et par år. “Det er en hyggelig aften med veninder, hvor man får man masser af information, frem for at gå på vinbar,” mener Helene.

Prøvesmagningen af de 6 udvalgte vine er ledsaget af et engageret foredrag af Thilde Maarbjerg, som er Løgismose Vins Chefsommelier og underviser på Sommelieruddannelsen på Vinakademiet. På et smageskema kan medlemmerne af vinklubben lave deres personlige notater om de enkelte vine.

For nye medlemmer viser Thilde Maarbjerg indledningsvist, hvordan man slynger vinen i glasset og forklarer kort om teorien omkring smagsteknik. De seks vine er ledsaget af en mindre anretning med bl.a. salami, skinke, salat og parmesanpølse, og det er muligt at bestille vinene til særlige fordelagtige priser.

Kølig Beaujolais og frisk Riesling

Tredje torsdag i november bliver den første, franske vinhøst fra Beaujolais frigivet, og vinsmagningen starter derfor lidt uden for temaet med den friske og frugtagtige rødvin Beaujolais Villages Nouveau “Sérigraphie” 2014 fra Duboeuf, som skal serveres kølig og drikkes ung og passer rigtig godt til fx pølse.

Så følger aftenens næste vin – en Riesling Trocken “Urstück” 2010 fra Paulinshof – én af verdens store hvidvinsdruer – med grønne refleksioner og en frisk duft. Vinen føles harmonisk og krydret i munden, og den fine syre er fint balanceret af en pikant restsødme. Riesling er en meget alsidig madvin og velegnet til gris og derfor god til flæskesteg. Den er samtidig en god vin til julefrokosten for dem, der ikke er så meget for øl. “Vinen er med skruelåg, som faktisk er godt for mange vine, og skruelåg er tættere end plastikpropper,” forklarer Thilde Maarbjerg.

Rødvine fra Frankrig, Italien og Australien

Nummer tre vin er fra den sydlige Rhônedal – en Costieres de Nimes Vieille Vignes 2010 fra Château Nages, som dyrker deres druer økologisk, og vinen er lavet på to af egnens mest gængse druer, 50 % Syrah og 50 % Grenache. Rhonevinene er generelt populære til julemaden pga. de krydrede toner, som leder tanken hen på julekagekrydderi, nellike og blomme.

Den fjerde vin – en Amarone della Valpolicella 2011  fra Corte Figaretto – er en meget delikat vin med en stærk kirsebærtone i den primære aroma og med fadpræg, krydderi, vanilje og kokos i den sekundære aroma og cedertræ og tobaksaroma samt sveske i in den tertiære aroma. Den passer godt til julemaden pga. sin kraftige sødme og er samtidig god til rodfrugter og oste og skal serveres i store glas for at introducere noget ilt.

Den femte vin er en Avignon GSM Barossa 2010 fra Kaesler, som ligger i Barossa Valley i Australien. Producenten har Châteauneuf-du-Pape som forbillede for denne vin, som virker saftig og frisk og er skabt på basis af druerne Grenache, Shiraz og Mourvedre i blandingsforholdet 41/40/19 %.

“Det er en god idé at sætte rødvinene i køleskabet 30-45 minutter inden de skal drikkes,” forklarer Thilde. “Generelt er det en god idé at dufte til proppen og smage på vinen, inden man evt. dekanterer den, og sidst men ikke mindst, er valget af vinglas også vigtig. Fx passer et Bourgogneglas godt til Avignon GSM Barossa.”

“Og så er vin godt for fordøjelsen i forbindelse med julemaden. Undgå for meget vand under middagen – det øger blot PH-værdien. Drik i stedet 1/2-1 liter vand over eftermiddagen og inden du går i seng samt næste morgen.”

Fransk dessertvin og spansk ‘julegave’

Så kommer de søde vine i glasset – først en dessertvin og et lettere og afbalanceret fransk alternativ til Portvin – Banyls Galateo 2012 fra Coume del Mas. Den er lavet på 100% overmodne delvis rosinerede Grenache Noir druer og passer godt til ris al la mande med kirsebærsauce eller til en kraftig chokoladedessert.

Som en lille ekstra julegave bliver der som afslutning på vinsmagningen skænket sherry op – Pedro Ximenez Sherry Viña 25 fra Lustau. Den 100 % PX Sherry med smuk mørk ravgylden farve er ledsaget af chokolademandler og er en fin lille nydelse at dele med andre. Et godt tip fra Thilde Maarbjerg er at lægge valnødder i lage i sherryen og servere dem som garniture.

God jul og velbekomme!

TravelHunter.dk var inviteret af Vinklub for kvinder og Løgismose Vin A/S

Speak Your Mind

*