Tre slags mokka eller chokolade med mint

Skrevet af TravelHunter 8. november 2011, 11:33

Koffein er godt i den daglige vekslen mellem travlhed og pause. Hvis du hører til dem, der dyrker bønnens kraft, så lad den udsøgte kaffe være din næste rute. Hvis ikke, er chokolade med mint et godt alternativ.

Café latte i København

I Torvehallerne finder du byens bedste kaffe hos The Coffee Collective fra Jægersborggade, hvor kaffen laves af dygtige baristamestre. Kaffebaren består bl.a. af Klaus Thomsen, der blev kåret som barista-verdensmester i 2006 og af Casper E. Rasmussen, som er danmarksmester i kaffesmagning, så din bestilling er i gode hænder.

Coffee Collective bruger metoeden “Slow Roast”, der får den bedste smag frem i bønnerne. De har deres egen “Direct Trade” model, der betyder, at dei  importerer kaffe direkte fra udvalgte kaffeplantager, som de er i tæt dialog med og besøger en gang om året. På den måde udvikler Coffee Collective kaffen sammen med producenten og det er nytænkende og et skridt videre end Fair Trade og værd at støtte.

Café solo i Málaga

Lille og stærk espresso uden andet end kaffe og en afslappet stemning. Bodega ”El Pimpi” i Málaga er mest kendt for sine delikatesser som serrano skinke og “Pescaítos fritos”, stegte fisk, men de laver også en fremragende kaffe. Stedet har af og til besøg af Antonio Banderas og andre spanske kendisser, som der hænger et langt billedgalleri af langs baren. Slå dig ned i baren eller i den hyggelige patio midt i bodegaen og snup en kop sort kaffe. Calle Granada nr. 62.

Tyrkisk kaffe i Izmir

Izmir er største kulturby på Ægæerkysten, en spillevende, charmerende og kosmopolitisk by. Et godt stykke inde i den lukkede basar, Kislarağasi Han, finder du Şükrü Bey. Han er den eneste i Izmir, der laver tyrkisk kaffe, kogt direkte i den lille kaffekop i stedet for i en bronzekande. En brygningsteknik, der gør kaffen skoldende varm og fremhæver smagen.

Slå dig ned på én af bænkene udenfor og skriv et par ord i hans gæstebog. Şükrü Bey overvejer at få patent på sin kaffebrygningsteknik – han har allerede fire kaffehuse i Izmir og de er alle godt besøgt.

Chokolade med mint i Malmø

Et godt alternativ til kaffe er chokolade. Malmøs egen chokolade 1888 står i snorlige rækker i det lille lokale med glasmontre og caféborde. Gennem et vindue til baglokalet kan du se, hvordan chokoladen røres og formes. Chokoladefabrikken fra 1800-tallet på Bergsgatan 33 har et stort udvalg af højkvalitetschokolade. Snup en kop varm chokolade med mintsmag eller en chokolademenu. Indgang fra Möllevångsgatan 36 b.

Speak Your Mind

*