Top 10 Bodrum

Skrevet af TravelHunter 14. oktober 2011, 12:02

Træskibe og yachter vugger i havnen, basargaderne bugner af t-shirts til spotpriser og en 600 år gammel borg står rankt i horisonten. Den solrige halvø på Tyrkiets vestlige kyst er chick og eksklusiv.

Udsigtspunktet Degirmeni

Kast et blik ud over Bodrums Marina og Skt. Peter-borgen på den ene side og Gümbets bugt på den anden side fra udsigtspunktet Degirmeni. Her er også udsigt til den græske ø Kos og Black Island, et populært dykkersted. På bjergtoppen står en række gamle vindmøller hvide og ranke. I det lille cafeterie kan du købe friskpresset appelsinjuice hele året og granatæblejuice om efteråret.

Myndos Porten

Gå på opdagelse blandt de gamle bymure ved Myndos Porten, som danske arkæologer har været med til at rekonstruere. Den ligger på vestsiden af Bodrum og er én af de to indgange til det ældgamle Halikarnassos og den eneste overlevende port, som var en del af byens mur. Porten er navngivet efter Myndos, fordi den har retning mod den gamle del af Myndos, nu kaldet Gümüşlük. I år 334 invaderede Alexander den Store Halikarnassos og ødelagde alle bygninger undtagen Mauseleum. Porten havde oprindelig 3 tårne, kaldet ”Tripollion”. Den midterste del af porten er helt ødelagt, men ruinerne fra de to andre tårne eksisterer stadig og her kan du klatre rundt på de store og tunge kvadratiske sten.

Kaninøen

De vilde kaniner på øen i Gümüşlük bugten vil gerne have besøg. Du kan vandre barfodet over til “Kaninøen” på de store sten i vandet og udfordre din indre fakir. Langs kysten ved Gümüşlük står tjenerne udenfor restauranterne og præsenterer deres friskfangede fisk i en balje på fortovet. Gümüşlük har også sin egen lille kunstnergade, hvor der sælges lamper lavet af kalabas (frugter af flaskegræskar), små møller, unika smykker og portrætter og landskabsmalerier. På restauranten “Zoan ve Samisah” (løg og hvidløg) kan du vælge mellem 10-11 lækre tyrkiske retter.

Tügütreis markedet

Fra Bodrum kan du tage en minibus “Dolmus” til Tügütreis og shoppe amok i t-shirts, tasker, tørklæder og krydderier på lørdagsmarkedet. Her er stærke og ekstra stærke krydderier til både kød, kylling og fisk. Saltmandler, cashew nødder og peanuts ristet i honning og med sesam koster det samme for et halvt kilo, som du betaler for 100 gram i Danmark. Tag en stor indkøbstaske med og afsæt mindst et par timer.

Feriehusområdet Yalikavak

Den nordvestlige side af halvøen er primært et feriehusområde. Ved havnefronten ligger en stribe hyggelige restauranter. På Keyf restauranten kan du spise grillspyd med fisk og nyde et glas hvidvin Kavaklidere fra Ankara. Eller du kan vælge en friskfanget fisk fra en kæmpe fryser og bede om at få den tilberedt i restauranten, det koster ca. 4 Tyrkiske Lire (16 kr.). Fx er rød Barbun meget velsmagende. Kører du op i bjergene er der fra lejlighedskomplekset “Golden Sunset” en fantastisk 180 grader panoramaudsigt over kysten.

Skt. Peter Borgen

Ved foden af bjergene ligger Bodrums vartegn, en imponerende korsridderborg, omkranset af det klare Ægæerhav. Afsæt mindst to timer til museet på Skt. Peter-borgen til at se de forskellige tårne, glasvragshallen, torturkælderen og Bodrums arkæologiske undersøiske museum. Her er krukker, som blev brugt til at transportere vin og olie i og flotte udsigter over havnen, og på den 600 år gamle borg spankulerer påfugle rundt i den centrale gård som et kristent symbol på livet efter døden.

Bodrums arkæologiske undersøiske museum udstiller ældgamle kulturgenstande og levn fra lokale skibsvrag. En af de rigeste fund var skibsvraget Ulu Burun, som er blevet dateret tilbage til 1400-tallet i den sene Bronzealder og havde bl.a. en ladning af kobberblokke. Det er det ældste fund på åbent hav og Ulburun- skibet er ifølge National Geographic ét af verdens 10 vigtigste fund i 1900-tallet. Vær opmærksom på, at museerne på borgen har lukket ml. kl. 12-13.

Shopping

Butikker, barer og restauranter ligger side om side i de smalle og labyrintagtige gader, som alle fører til havnen. Basargaderne bugner af butikker med t-hirts, skindtøj, sjaler, souvenirs, tyrkiske tæpper, te og krydderier. I Bodrum kan man som regel gå i fred og kigge på varerne uden af blive “hustlet”, men det er almindeligt at prutte om prisen, som man kan forhandle ned til 2/3  eller det halve. Tyrkerne drikker te af små, tulipanformede glas og måske bliver du inviteret på en kop i butikkerne. Tak ja, “Teşekkur ederim,”, den smager fremragende.
I Marinaen finder du mærkevarebutikkerne, som om efteråret har 20-50% rabat på mærker som La Coste, Tommy Hilfiger og Gant. Bliver du sulten, så er Kozadon en god a la carte restaurant med en lille, hyggelig have.
I OASIS Shopping Center sælges lokale mærkevarer og udenlandske mærkevarer som Diesel, som du kan spare mellem 30-50% på.

Minicruise og vragdykning

Nyd solen på et båddæk og snorkel i det turkisblå hav. Sejlture i Bodrum er populære, bl.a. til Karaada (Black Island), hvor der er hot springs og mudderbade. En anden tur går til Camel Beach, hvor man kan gå i land og solbade på stranden. Mange af sejlturene er heldagsture og inkl. frokost og eftermiddagste, Chai.
Vagdykning i Bodrum er også populært. Der er mulighed for at dykke ved Black Island eller du kan tage et PADI-dykkercertifikat på fire dage for ca. 350,- Euro.

Tyrkisk bad

En 2-timers behandling i et tyrkisk bad “Hamam  er lig med 100% velvære. Baderitualet starter med en tur i et dampbad og en sauna for at svede og opbløde huden. Så skrubbes du fra top til tå med en vaskehandske, som fjerner smuds og døde hudceller og gør din hud fløjlsblød. Du får penslet en ansigtsmaske af mudder i ansigtet og nyder en tyrkisk te, mens masken størkner. Besøget i Hamam’en afsluttes med en massage med aromatiske olier, der får din krop til at slappe rigtig af. Bagefter er din hud babyblød og optager 40% mere af solen, så husk solcremen!

Natteliv

Internationale toner blandes med lokale hits på diskotekerne. Bodrums natteliv er som en discokugle, der først holder op med at rotere, når solen står op og imamen kalder til dagens første bøn. Hovedgaden Cumhurriyet Caddesi (Republic Street) er bedre kendt som ”Bargaden.” Den mest kendte bar er Adamik bar. Er du til pubcrawl, kan du følge denne rute: Hadigari, Yetigari, Red Lion, Rock bar, Ora bar og White house. Hadigari er byens ældste bar og Bodrum bedste jazzbar, hvor både tyrkiske solister og udenlandske stjerner som Norah Jones spiller. Sent om aftenen lufter turister og lokale jetsettere deres mærkevaretøj på Marina Yacht Club, som har live musik. På natklubben Fink foregår festen udendørs under palmer og lysekroner med orange prismepynt. Det yngre publikum valfarter til X Bar i Gümbet, et diskotek på to etager, der brager af musik hele natten.

Comments

  1. Jeg kan varmt anbefale en sejltur i området. Der er masser at se på både over og under vandet.

Speak Your Mind

*