Tag på drømmeferie i Schweiz

Skrevet af TravelHunter 17. august 2016, 10:45

Østlige Schweiz-Alp Flix

Kulturby Luzern med historiske broer og stejle udsigtspunkter. Bjerglandsbyer og naturparker med hestehviskere. Minilandsbyer med storslåede kalkmalerier. En storby med søbade, omgivet af bjergtinder. Velkommen til Schweiz.

Schweiz er et diasshow af smukke billeder, der har forført rejsende i årevis. Landets forskellige regioner har hver deres særpræg og en stor mangfoldighed i både landskaber, arkitektur, gastronomi, sprog og kultur. TravelHunter.dk giver dig et par tips til det centrale, østlige og nordlige Schweiz.

Historiske Luzern og kobjælder i bjergene

Historiske broer, et kulturcenter af Jean Nouvel og musikfestivaler gør Luzern til en kulturby i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. Her I Luzern kan du krydse Kapellbrücke over floden Reuss midt i byen, tage tandhjulsbanen til bjergmassivet Pilatus og sejle på Vierwaldstättersøen i det centrale Schweiz, der er aksen i landets historiske anekdoter. Er du i bil, kan du køre til Küssnacht og hoppe på svævebanen til Seebodenalp, vandre til lyden af kobjælder og nyde en cider (Most) i Alpwirtschaft Räb og den smukke udsigt over alperne og søen.

Pilatus-tandhjulsbane

 

Alpwirtschaft Räb-Seebodenalp

Kunstmalerier og hesteridning i det  østlige Schweiz

De schweiziske bjerge og lyset i alperne var allerede i 1900-tallet en eksotisk destination for den italienske maler Giovanni Segantini fra Norditalien. Som 28-årig bosatte han sig derfor otte år i Savognin i Graubünden i det østlige Schweiz, hvor nogle af hans malerier kan ses. Kig også ind i den barokke kirke Son Martegn fra 1677 og se det imponerende loftsmaleri “La Gloria del Paradiso” af Carlo Nuvolone.

Bjerglandsbyen er nabo til Schweiz’ største regionale naturpark Parc Ela, hvor et panorama af bjerge, søer og dale folder sig ud og murmeldyrenes høje fløjt bryder stilheden. Her kan du spise Bündner Salami og biodynamisk ost til frokost med den lokale hestehvisker Alfons Cotti, som driver Cotti Agricultura og overnatte i ét af de mongolske telte bag agritourismoen, agrotour.ch.

Østlige Schweiz-Alp Flix Agritourismus

 

Østlige Schweiz-AlpFlix-Cotti Agricultura-Bündner Salami og ost

Drømmedale med kalkmalerier

I dalen Val Müstair på grænsen til Italien, kan du se imponerende kalkmalerier fra middelalderen i St. Johann Klostret, der er på UNESCO Verdensarvsliste. Et af de bedst bevarede motiver er Flugten til Egypten, som ses på den nordlige væg. Ti nonner bor stadig i klostret, der ifølge en legende blev bygget af Karl der Grosse i det 8. århundrede. Dalen I Planta tårnet er religiøse træfigurer og -relieffer og fotoudstillinger, der giver indblik i nonnernes hverdagsliv. Val Müstair er sammen med den schweiziske nationalpark det første højalpine UNESCO biosfære-reservat. muestair.ch

Østlige Schweiz-Val Müstair-Museum & Kloster St. Johan

Cool Zürich med svalende søbade og shopping

Omgivet af sneklædte bjergtinder ligger Zürich i den nordlige ende af Zürichsee, som lokker med sit klare vand og søbade. I Seebad Müthenquai kaster de store træer skygge over den store grønne plæne, fra gangbroen og udspringstårnet er der kort afstand til vandet, og hos den vegetariske restaurant HILTL kan du købe lækker frokost.

Inde i byens kerne snegler de gamle sporvogne sig gennem gaderne forbi Limmatfloden, husene og de mondæne butikker som et modspil til det hektiske liv. Der er altid et godt tilbud i de mange butikker på Bahnhofstrasse, i Niederdorf eller i Zürichs varehuse Globus, Jelmoli eller Manor, hvor du finder et cafeteria i toppen med udsigt over byens tage. Kunstinteresserede kan tage en afstikker til Basel, vært for kunstmessen Art Basel, der anses for at være én af de bedste kunstmesser i verden.

Zurich beachlife on Müthenquai

Zürich-Limmatfloden

Speak Your Mind

*