Samsø outdoor

Skrevet af TravelHunter 13. juli 2011, 13:35

Sus forbi vindmøller og gule raspmarker på Samsø med grøn samvittighed

 

Danmarks mest energivenlige og bæredygtige destination er Samsø. Cirka 75000 landkrabber besøger hvert år øen i Kattegat, som er fyldt med vindmøller, ramsløg og historiske landskaber.

Vi har lejet cykler, som venter på os ved ankomsten til  Kolby Kås fredag eftermiddag. I Tour-de-France hastighed kører vi mod syd , for der er ingen lyssignaler på øen.

På øens sydøstlige spids når vi til Brattingborg Skov. Skovbunden er dækket af blomstrende ramsløg og ligner et snetæppe. Vi putter den vilde urt i munden, den smager af en blanding af hvidløg og purløg og er vistnok Claus Meyer’s foretrukne urt i salater.

Øen er et spisekammer af urter, frugter og grøntsager, og den høje ø-temperatur gør, at samsingerne kan høste de første kartofler i begyndelsen af maj. På vores badehotel spiser vi friske Samsø kartofler, blege asparges og salat med ramsløg og ser frem til næste dags tour i den grønne trøje.

Landsbyidyl ad libitum finder vi i fiskerlejet Langør, der består af en håndfuld huse og en havnekiosk. I et ekko af mågeskrig og fiskekutternes tuk-tuk kører vi videre til øens mindst og yngste kirke 1 km vest for landsbyen.

Digteren og forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004)skrev allerede i 70’erne om menneskers rovdrift på natur og miljø. Hans mindesten står på kirkegården. Indenfor i den hvidkalkede Langør Kirke kigger vi op mod det femmastede skoleskib København, som forliste i 1928 i oversøiske farvande.

Næste morgen på campingpladsen smører vi et tykt lag jordbærmarmelade på rundstykkerne for at have nok frugtsukker i kroppen til den sidste strækning på den nordvestlige del af øen.

Vindmøllerne står ranke i horisonten omgivet af gule rapsmarker.  Stierne gennem de bølgende bakker og det kuperede istidslandskab i Nordby Bakker er kræs for øjet, men hårdt for benene, så vi stopper ved det 64 meter høje Ballebjerg og nyder den storslåede udsigt udover Tunø fra det lille hvide udsigtstårn.

Efter blot et par dage er vi allerede hypnotiseret af grønne bølger, smagen af friske jordbær og øidyl, og cykeltempoet er sænket betragteligt, inden vi vender tilbage til fastlandet igen søndag aften.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.