På badehotel i hjertet af Lolland

Skrevet af TravelHunter 22. maj 2016, 07:35

Bandholm Hotel med terrasse

Hold ferie i Lollands let kuperede landskaber og tag på opdagelse i området. Gå på marked i den idylliske købstad Maribo, oplev naturparken med Maribosøerne, se eksotiske dyr i Knuthenborg Safaripark, spil golf og forkæl dig selv med wellness og gourmet på Bandholm Hotel.

Fotos Bandholm Hotel og Linda Danielsen Røygaaard

Den lille havneby Bandholm er et godt udgangspunkt for udendørs aktiviteter både forår, sommer og efterår. Det 4-stjernede Bandholm Hotel ligger idyllisk ved Lollands nordkyst med udsigt over Smålandshavet. Den hvidkalkede hovedbygning fra 1886 er nænsomt restaureret med respekt for bygningens sjæl og historie og indrettet i en klassisk engelsk herregårdsstil i skandinaviske farvetoner. Fra nogle af superiorværelserne i hovedbygningen er der udkig til havet. Foran hotellet er en dejlig overdækket terrasse, og fra Bandholm Havn er der færgeforbindelse til Askø/Lilleø året rundt.

Bandholm Hotel-Superiorværelse med havudsigt

I sommermånederne kan du hoppe i vandet på Bandholms nye hvide sandstrand på 100 x 50 meter, tæt ved hotellet og Bandholm Havn. “Sandstranden er tænkt som et tilskud til byen til glæde for byens beboere og turister,” siger Joshua Dalgaard, hotelchef på Bandholm Hotel og næstformand i foreningen Bandholm Aktivitetsforening.

Bandholm Strand

Og på Lolland er der masser af aktiviteter for alle aldre. Bandholm Hotel ligger tæt ved købstaden Maribo og domkirken ved Søndersø, naturparken med Maribosøerne, Knuthenborg Safaripark og kun 15 minutter i bil fra Rødby-Puttgarden færgen. Fra den lille perron lige ved hotellet kan du køre med veterantog gennem skoven til Maribo i sommermånederne og gå på det lokale marked onsdag og lørdag. Vælger du et af hotellets pakkeophold, er der penge at spare på dit besøg i Knuthenborg Safaripark. Du kan også tage på et golfophold, og der er hele fem golfbaner at vælge imellem, fx Maribo Sø Golfklub ved den lille landsby Refshale. Om sommeren holdes forskellige festivaler med musik, kunst og gastronomi.

Samtidig er Lolland kendt for sin gode landbrugsjord og for sine æbler og pærer fra øerne i Smålandshavet, røget Fejø laks, fåreoste og grisekød fra Knuthenlund Gods og kirsebærvin fra Frederiksdal Gods. Du kan få en smagsprøve på nogle af de lokale produkter i Hotel Bandholms gourmet restaurant, der er anerkendt for sit køkken med lokal gastronomi.

Bandholm gourmetrestaurant

På menukortet er fx en forret med Fejølaks, røget i lokal honning og en tapas-tallerken med økologiske og lokale lækkerier som rillette af sortbroget landracesvin fra Knuthenlund Gods. Restaurantens 7-retters gourmetmenuer med tilhørende vin til 1.245 kr., som serveres i weekenden, er meget populære blandt hotellets gæster og udefrakommende gæster.

Bandholm gourmetrestaurant Tapas tallerken med lokale råvarer

Nostalgi og charme ved havet, kombineret med lokal gastronomi og aktiviteter i en smuk, dansk natur får mange gæster til at vende tilbage til hotellet, som er det eneste 4-stjernede hotel på Lolland-Falster. For at imødegå efterspørgslen på både hotelophold og konference- og mødefacili­teter udvider hotellet derfor løbende med nye værelser i nabohusene på den rolige Havnegade.

Speak Your Mind

*