CPHs bedste cocktailbarer

Skrevet af TravelHunter 28. november 2011, 20:44

Margarita med salt på kanten er OUT. Dyre signatur cocktails er IN. Følg TravelHunter på en zig-zag rute gennem CPH ud og ind af byens fem bedste cocktailbarer. Crowdy og med smartass stemning og som regel hurtig betjening.

Foto af Claus Starup

Sky Bar – signatur cocktails

Nyd en drink med vennerne med udsigt til Amager Fælled, Københavns skyline og nattehimlen i Nanna Ditzels hængestole en fornemmelse af at svæve i himlen. Tag elevatoren op til 23. etage og lad stiletterne følge den røde løber til du ender i den eksklusive bar  og lounge »Sky Bar«. Her er et Poul Henningsen-flygel fra 1936 i ny udgave og blålaseret gulv.

Sky Bar serverer »Aperol Spritz«, en italiensk trend-aperitif og signatur cocktails som »Scandinavian Sky« med vodka, havtorn, citron, sukker og champagne. Eller prøv en kvindefavorit »Honey Smash« med vodka, mynte, jordbær, hindbær, honning og citron. Begge til 110 kr. Center Boulevard 5, Bella Sky Comwell Hotel, 2300 København S, bellaskycomwell.dk

Fidels – cubanske cocktails

Den lange bar på Fidels ligner et hestetrug efter en kvægjagt. Bartenderne er hurtige til at mixe og excellerer inden for det håndværk, det er at producere gode cocktails. Rytmen fra bartendernes shakere blandes med musikken fra DJ’en, mens du nyder »Cocktails as they should be«. Prøv en »Caipirinha« med Cachaca rom og lime eller den russiske udgave »Caipirovska« med Stolichnaya citron vodka og lime, toppet med Midori, en »Mojito« med Brugal rom, mynte og lime eller en »Hemmingway Daiquiri« med Brugal rom, Maraschino likør, friskpresset lime og grapejuice, alle til 80 kr. stykket. Dronningens Tværgade 9, fidels.dk

Oak Room – trangt og turbo

Bartenderne på miniature cocktailbaren på hjørnet af Birkegade og Egegade er rundhåndet med alkoholen. Oak Room har et omfangsrigt drinkskort og minimalistisk indretning med eg, naturligvis, udtænkt af arkitekt Kasper Rønn. Fredag og lørdag bliver der hurtigt proppet med mennesker, så kom tidligt.

Du kan både få Martinis, cocktails, smashes, juleps, highballs (long drinks) og frosne drinks, og baren har også et udvalg af importeret øl og et vinkort med rimelige priser. Det er ikke altid at bartenderne har styr på stirred or shaken, men who cares, så længe der er god stemning. Birkegade 10, 2200 København, oakroom.dk

Rubys – privatfest i city

Her er fokus på atmosfære og kvalitet, selvom baren mest af alt ligner en dagligstue for reklamefolk, kunstnere og politikere. Man kan virkelig godt blive i tvivl om man er havnet i en privatfest, især når ejeren Rasmus Lomborg, selv tager imod og byder gæsterne velkommen ved indgangen.

Ved en stor, høj bar langs væggen ud til kanalen, shaker bartenderne cocktails med specialimporterede drikkevarer fra England og USA. Slæng dig i én af de lave sofaer eller hæng ud på de høje designer barstole og start med en Cristal, en champagne af Louis Roederer. Nybrogade 10 1203 København, rby.dk

The Union Bar – hemmelig og eksklusiv

Du kender ikke The Union, for den er hemmelig. I en sidegade i Nyhavn finder du en sort dør med en lille ringeklokke i guld. Når du kommer ind, går du ned ad en sort gang, der fører til endnu en dør og bag den ligger The Union. Baren er bygget som en væg af flasker, der tårner sig op bagved de to bartendere med butterfly, ærmeholdere og seler. Cocktail prisen er omkring 80-100 kr. Prøv en Chicago Fizz, der består af lys rom, port, lime og æggehvide og lidt flormelis. Store Strandstræde 19, theunionbar.dk

Speak Your Mind

*