CPH:DOX – naturpanoramaer og storby blues

Skrevet af TravelHunter 23. marts 2018, 12:10

TravelHunter.dk har været på dokumentar film festival i København og har set verden fra oven og under vandet, kigget ind i Københavnske lejligheder og set på sorgen bag lukkede døre.

Fotos: CPH:DOX

Det moderne menneske har et naturunderskud. Vi presser os til det yderste og sætter livet på spil for at nå det sublime på verdens bjerge og under verdens have. I en nation af individualister, vil vi være os selv, omgivet af mennesker, og vi skal helst have kontrol med alt – også i sorgen.

Naturens bølger af sten

Filmen Mountain af Jennifer Peedom (Australia) viser, hvordan folk står i kø for at bestige Mount Everest ran verdens højeste bjerg – det ultimative selfie-spot.

Vi proppes ind i kontorer og søger naturen. Mennesket er et udforskende dyr, der opsøger modstand for at mærke verden. Er det en urting? Risiko er blevet vores belønning.

Vi har generel en grundlæggende fascination af naturens ”bølger af sten”. Skuespilleren Willem Dafoe er speak på de overvældende naturbilleder og close up af klodens bedste bjergbestigere, skiløbere og mountainbikere, der begiver sig ud på lodret eventyr med livet på spil.

Den mindste fodfejl kan betyde døden, alligevel har vi brug for at vise vores uendelighed, udfordre vores arrogance, og genoprette vores fascination over naturen.

Et frit sind

”At fridykke er at føle hver eneste dråbe vand, der berører din hud,” siger en kvindelig fridykker i filmen Dolphin Man – en dokumentar om fridykker legenden Jacques Mayol, en mand, der pressede sin krop til det yderste for at nå det sublime.

Vand er vores primære element, og vi er omgivet af det. Mayol mente, at alle har en indre delfin i sig og søgte hele sit voksenliv lykken i at være i ét med havet. At være i balance med naturen og have et frit sind var hans mission, og han forlod sin kone og to børn for at realisere den.

En stor del af hans ungdom blev brugt på verdensrejser og som forfatter, pianist og dykker. At holde vejret og bevæge sig med lethed i vandet, havde Mayol lært af en delfin som kommerciel dykker ved et akvarium i Miami.

Kultfilmen ”The Big Blue” fra 1988 var inspireret af Jacques Mayol, indehaver af mange verdensrekorder i fridykning, og hans ven Enzo Maiorca. Som 49-årig var Mayol den første mand, der dykkede under 100 meter på et enkelt åndedræt (1979), og som 56-årig lykkedes det ham at dykke ned til 105 meter.

Hans succes, ifølge ham selv, skyldtes 50% yoga åndedrætsteknikker. ”Du er nødt til at lade være med at tænke på vejrtrækningen og blive en del af handlingen.” Senere tog Mayol afstand fra fridykning som konkurrencedygtig sport og var fortaler for fridykning som en måde at interagere med havet på.

Gennemsmukke smukke undervandsoptagelser fra Middelhavet, Japan og Bahamas, foldes et portræt om Jaques Mayol ud. Som barn var Mayols familie udstationeret i Shanghai, og Mayols kærlighed til havet og for det nomadiske liv blev udviklet på familiens lange dampskibsrejser til og fra Frankrig.

”Jeg har ikke fundet paradis,” sagde han senere i livet og som en delfin, der søger væk fra flokken for at dø alene, tog han sit eget liv i Elba som 74-årig. Hans søn Jean Jacques Mayol er fridykker.

Isoleret på Atlanterhavet

Isoleret midt i havet, sejler fem mænd og seks kvinder med forskellig nationalitet over Atlanten på en tømmerflåde i 1973. Den 101 dage lange rejse fra De Kanariske Øer til Cozumel i Mexico er et antropologisk eksperiment i menneskelig adfærd, udtænkt af spanskfødte Santiago Genovés.

Hvorfor hader mennesker hinanden? Kan vi leve uden krig? var Santiagos store spørgsmål. Han forsøgte at kontrollere alt og alle ombord, inklusiv sig selv, for at finde svaret. Han ville vise, at mennesker i krise viser deres sande adfærd, mens pressens fokus primært var på, hvem der havde sex med hvem ombord på ”The Sex Raft”.

Over fyrre år senere bringer den svenske kunstner og filmskaber Marcus Lindeen for første gang syv af de nøje udvalgte elleve besætningsmedlemmer sammen igen på en tro kopi af tømmerflåden i et filmstudie for at se tilbage på de tre intense måneder på havet med afsæt i optagelserne fra et 16mm kamera.

Rejsen ombord på tømmerflåden Acali – et mikrokosmos af verden på 12 x 7 meter – var et socialt eksperiment og et videnskabeligt studie i hvordan vold, konflikt og aggression opstår og blev 70’ernes svar på big data om menneskelig adfærd.

Deltagerne oplevede alvorlige naturlige farer – hajer, orkaner, og overvejede mytteri, da Santiago udråber sig selv til kaptajn.

”Vi havde instinktet til at dræbe for at overleve i os, men det, der skete ombord på Acali var ægte fred,” siger en af de kvindelige deltagere.

Filmen er nomineret i CPH:DOX’s hovedkonkurrence.

København – en storby til låns

København er en by, der er alles og alligevel sin egen. Man har fornemmelsen af at være sig selv men også en del af noget større. Vi har kun byen til låns men kan alle sætte vores spor.

Max Kestners film ”Drømme i København” taler sit eget drømmende sprog i en skildring af byen, dens liv og dens arkitektur, ledsaget af musik af den afdøde komponist Jóhann Jóhannson.

En film, hvor København er hovedperson, og en film om de fysiske omstændigheder, der er med til at forme vores liv – lejlighederne, vejene, dørene, vaskerierne, baggårdene, de åbne rum og arkitektstuerne. Den viser, hvordan pionerånden om arkitektoniske boliger i Ørestaden og ved vandet bliver virkeliggjort i 2008. Og den zoomer ind på menneskers liv i den indre bys eksisterende boliger.

Vi ser brudstykker af livet i hovedstaden, hvor du kan tage havnefærgen på en regnfuld dag eller høre regnen mod Palmehusets tag i Den Botaniske Have. Julie i den indre by har gule gardiner i sit soveværelse og tror hver morgen, at hun vågner op i en solsikkemark. I en lejlighed i Valby med en person, boede tidligere en familie på syv.

Rejsen ind i og ud af sorgen

Døden gør det vigtigt at leve i nuet. ”Sorg er det vildeste trip på den ufede måde,” siger intervieweren efter Hannibals poetiske og sanselige film ”Den nat vi faldt”. Klapsalverne regner ned over instruktør Cille Hannibal, hendes mor (hovedpersonen i filmen) og hele teamet bag dokumentaren om, hvordan det er at miste sin mand og livsledsager i en tragisk ulykke.

”I Danmark skal vi være i kontrol for at være succesfulde. I sorgen mister du den kontrol, og derfor sørger vi bag lukkede døre,” forklarer Cille Hannibal efter visningen. For hende har det været vigtigt at fastholde et blik på en, der bryder sammen og give et nært og sjældent indblik i et menneskes sorgproces, hvor vi inderst inde kun har os selv. Dokumentaren viser samtidig, at de(n) døde bliver en del af os som en levende skabende kraft.

Filmen skal give anledning til at tale om den sorgkultur, der mangler i Danmark, hvor der mangler en glæde ved at mindes. De efterladte skal have nogle nye minder efter nulstillingen, og jo mere man taler om sorg, jo bedre bearbejder man den.

Den nat vi faldt var åbningsfilm på CPH:DOX og bliver vist på DR.

Speak Your Mind

*