5 nye cool butikker i København

Skrevet af TravelHunter 5. januar 2016, 16:24

Cafeen i Supermarco

Delikatesse supermarked, cykler med automatgear og nichebutikker for fodboldfreaks. I København er der plads til at tænke både nyt, smalt og stort. TravelHunter.dk har besøgt 5 af de nyeste butikker i København.

Supermarco – madtempel for foodies

Italienske Supermarco og moderbrandet Ello Foods har fusioneret rå og industrielle med det elegante og pompøse i et nyt stort italiensk madtempel på 1.000 kvm i Sydhavnen. I bygningen på Frederiks Brygge på Teglholmen, kaldet Specialstålhallen, er et stort univers med café, delikatessekøkken og et særskilt smageområde, hvor du kan blive dus med de italienske produkter. Nyd dagens kaffe, morgenmad, frokost eller aftensmad i hyggelige omgivelser i den særskilte café med egne åbningstider. Der er planer om et parkeringshus i nærheden, så du kan stille bilen, inden du stiller sulten hos Supermarco. Støbegodsvej 1, 2450 København SV, supermarco.dk

Unisport – digitale fodboldoplevelser

Vil du have en unik oplevelse i fodboldens tegn, skal du besøge Unisport’s butik i København. Den danske online-sportsforening er udstyret med 18 digitale skærme og tablets, hvor du kan læse og se videoer om de forskellige produkter og brands og en »try-on zone, hvor du kan teste forskellige fodboldstøvlemodeller. Midt i butikken er et mini-museum med en udstilling om unikke fodboldprodukter, som ikke kan opleves andre steder i verden. Den nye butik ligger på Vimmelskaftet 42, 1161 København K, unisport.dk

Apple Humac – Danmarks største Apple-butik

Den autoriserede forhandler af Apple i Danmark, Humac, har åbnet den største Apple-butik i Danmark. Den ligger som en shop-in-shop i Illum midt i København. Der vil løbende være events i Humac-butikken, hvor du kan finde det nyeste inden for design og mode fra Apple. Østergade 52, 1001 København K, humac.dk/illum

VeloBarista – stilrene cykler

I en baggård på Islands Brygge finder du Københavns nye cykelshop. Indenfor er alle cykeldele nøje udvalgt af butiksejer Henrik Storland. Konceptet bag VeloBarista er at skabe minimalistiske, driftsikre cykler, der kun fås i få varianter. De håndbyggede cykler  fås derfor kun i to modeller: en herre- og en damecykel i fire farver: rød, hvid, sort og grå. Cyklerne er stilrene og enkle uden logo og kabler, og priserne starter fra 2.500 kr. Alle cykler er udstyret med punkterfri dæk, rustfrit stel og automatgear. For 20 kr. kan du få en kop kaffe, brygget på egen signaturblend af Peter fra Strandsvejsristeriet. Sturlasgade 14 J, 2300 København S, velobarista.dk

Champagnekælderen – feinschmecker dråber

I et kælderhjørne på Nørre Søgade 13 tæt ved Hotel Kong Arthur, finder du 200 forskellige champagner i Danmarks største champagnebutik. Indehaverne Mikkel Hagerup og Simon Dybdahl Østerborg har selv prøvesmagt næsten 20.000 forskellige flasker. De rejser til Champagneområdet ca. hver anden måned for at finde nyt og har sorteret de store kendte mærker fra og fokuseret på de små producenter: “Hernede betaler man ikke for navnet på flasken, men for indholdet.” I butikken er der altid ca. 10 flasker åben til testsmagning. Priserne starter fra ca. 250 kr. for en flaske. Nørre Søgade 13, 1370 København K, vintageChampagne.dk

Speak Your Mind

*