5 bedste julemarkeder i Malmø

Skrevet af TravelHunter 29. november 2015, 19:03

Et Luciaoptog med de hjemløses hunde

Luciaoptog med de hjemløses hunde, julemanden i kvindelig udgave og hipster shoppingcentre. Malmø’s julemarkeder er værd at besøge. Nyd frokosten på fiskerestauranten Johan P eller et ‘Julbord’ på HIPP.

Besøg nogle af Malmøs mange julemarkeder med kunsthåndværk og delikatesser og oplev det populære Luciaoptog i Folkets Park. Samtidig kan du krydre juleturen til Malmø med shopping i nogle af de mange butikker og indkøbscentre fra Stortorget til Triangeln indkøbscenter, som også har åbent om søndagen.

Den helt store juletradition i Sverige er Luciadagen den 13. december, hvor mange byer har en konkurrence om at finde byens Lucia. Allerede kl. 12 er der Lucia optog i Malmø centrum med de hjemløses hunde, og du kan også være heldig at se et optog med biler omkring Triangeln.

Gustav Adolfs Torg

Der er julemarked på Gustav Adolfs Torg hver weekend fra 28. november frem til nytår. Bygningerne i renæssancestil giver ekstra stemning til de små boder, dekoreret med granguirlander og lyskæder. Her kan du købe alt fra pelshuer, børnesokker og kryddersalami til honningehjerter og bløde karameller. Du kan også møde julemanden i en kvindelig udgave og nyde udsigten til det store pakketræ.

Julemarked på Gustav Adolfs Torg

Sankt Gertrud kvarteret

Fra 12.-13. december danner Sankt Gertruds gamle bygninger i Malmøs middelalderlige bydel ramme om julemarkedet i de små butikker med design og kunsthåndværk i de gamle lokaler med bjælkelofter. Udenfor i den brostensbelagte gård mellem bindingsværkshusene finder du også masser af boder, bl.a. flotte skåle, krus og fade af Helena af Hyltarp Keramik. Tjek santkgertrud.se

Omkring Caroli kirken dufter det af gran. Indenfor er der skruet helt op for stemningen med små boder og stilfærdig live musik med maleriet af Jesus Kristus som baggrund. Fra de små boder sælges hjemmestrikkede vanter og huer i glade farver til 350 SEK, juledekorationer, marmelade og smykker.

Kig ogå ind i Kv. Caroli på Östergatan, et  charmerende retro-chic shoppingcenter med store lyse torveområder, ovenlys og overdådige plantevægge. Her finder du mærkevare- og pop-up butikker, food-court med lækkerier fra bl.a. Köttbaren, Bagel Street café og Okompagniet, som har økologisk te og søde sager. Tjek caroli.nu

Kig ind i Kv. Caroline shopping center

Drottningtorget

Sæt kurs mod Farmers Market på Drottningtorget, 5 minutter til fods fra Malmö Centralstation, hvis du søger du et økologisk julemarked. Her kan du lørdag 12. december fra 9-14 købe økologiske varer, produceret af lokale bønder på “Bondens Egen Marknad”.  Her er et stort udvalg af grøntsager, frugt, ost, brød, kød og kunsthåndværk af uld og skind. Bliver du sulten, kan du sætte tænderne i en hjort-vildsvinpølse fra Bonnarps Hjortgård. Tjek bondensegen.com og bonnarpshjort.se

Mitt Möllan

Hipster julemarkedet i Möllevången, 10 minutters gang fra Triangeln station, holdes 12.-13. december i hipster shoppingcentret Mitt Möllan på Claesgatan 8. Er du på udkig efter en lidt anderledes eller bæredygtig julegave, finder du masser af kulørt kunsthåndværk, design, vintagetøj, smykker og andre spændende ting i de forskellige konceptbutikker, pop-ups og kunstgallerier.  Tjek mitmollan.se

Recycled gaver i Mitt Möllan

Luciaoptog i Folkets Park

Det stemningsfulde og imponerende Luciaoptog starter fra Johanneskyrkan på Stortorget kl. 16.30, hvor alle er velkomne til at gå med til Folkets Park på Amiralsgatan 35. Her kan du opleve “Vinter i Parken” den 13. december fra 10-18 med julemarked, julloppis, Glögg, koncerter, skøjte- og skaterbane m.m. Parkens kulturhus er oplyst af lysguirlander og både voksne og børn venter spændt på kroningen af den officielle Lucia kl. 17. Tjek malmofolketspark.se

Lucia koncert i Folkets Park

Frokost eller middag

Sidst på eftermiddagen forvandles Malmø til en lysende by med gule guirlander og hvidglødende lysekroner.  Trænger du til en pause fra julerierne, kan du sætte kurs mod én af byens restauranter eller ‘fika’ på en café.

På fiskerestauranten Johan P på Hjulhamnsgatan 5 ved Lilla Torg kan du spise alt godt fra havet a la Carte. Priserne varierer fra 115-315 for en ret, som er alle pengene værd. Fx Pocheret länga med rejesovs, helleflynder med smør eller 3 slags fisk med hummersovs. Tjek johanp.nu

Sulten - Johan P har skønne fiskemenuer

Skal det være enkelt og hurtigt kan du spise ungern korv med hjemmelavet kartoffelmos og velsmagende bulgarsk lutenica på Stippes på Davidshallsgatan 27.

Restaurant HIPP er nomineret som Malmös bedste frokostrestaurant og holder til i et nedlagt teater på Kalendegatan 12. Om aftenen kan du spise ‘Julbord’ med velsmagende variationer af klassiske Skånske juleretter som köttbullar, juleskinke og Janssons frestelse. Til dessert kan du forkæle ganen med peberkage pannacotta og praline med glöggsmag. Tjek hipp.se

TravelHunter.dk var inviteret af VisitSweden og Malmö Turism

Speak Your Mind

*