3 historiske B&B på Nordsjælland

Skrevet af TravelHunter 14. august 2015, 09:24

Høveltegård

Drømmer du om ferie med Morten Korch stemning, når det er sommer og tid til sandaler, så sæt kurs mod de historiske slægtsgårde og pensionater, der smukt renoverede ligger i Nordsjællands poetiske landskaber.

De små Bed & Breakfast gemmer på stemninger og oplevelser fra en periode, hvor “landliggere” fra København rejste til Nordsjælland om sommeren. De indlogerede sig på de små sommerpensionater på landet for at opleve de lyse nætter, bade i det salte hav, spise sunde danske råvarer og mærke en rigtig dansk sommerstemning.

GILLELEJE

Rustik landlighed på Høveltegård

Når solen står op over Høveltegård, kaster den et poetisk lys over slægtsgården og det sekskantede tehus i haven. Her kan gæster på gården spise deres morgenmad med udsigt til den lille sø og markerne, hvor ponyerne vrinsker fornøjet.

“Gården har været i Familien Thomsens eje igennem 3 generationer siden 1938 og “Bondegårdsferie” er et set-up, der passer ind i mange familiers sommerferie eller weekendophold sammen med venner eller bedsteforældre,” forklarer Charlottes Thomsen. Hendes egen mor bor også selv på gården og hjælper lidt til med det praktiske ind imellem.

Og at bo på landet i pagt med naturen er den oplevelse, du får under et ophold på gården, hvor der er heste, hunde, katte og høns og seks smukt indrettet værelser i en selvstændig længe og adgang til et dejligt stort opholdsrum og køkken. For 50 kr. kan du leje en cykel en hel dag og komme på opdagelse i området.

Høveltegård  kombinerer moderne komfort med rustik landlighed på raffineret vis og ligger på grænsen mellem land og by kun 1,5 km fra til Gilleleje centrum. Der er mulighed for B&B hele året og 12 voksensovepladser med mulighed for ekstra opredning til 8 personer. Charlotte Thomsen arrangerer også mad og ophold til familiefødselsdage og fætter-kusine træf.

Værelserne på Høveltegård koster fra 500 kr. uden opredning og morgenmad, et stort værelse koster 700 kr. Børn under 4 år er gratis. Ankomst ml. 17-18, afrejse kl. 10. Bus 362 kører tre gange dagligt fra Gilleleje station.

Høveltegård Bed & Breakfast, Græstedvejen 38, 3250 Gilleleje, bbgilleleje.dk

Høveltegård tehus

Høveltegård værelse

LISELEJE

Motel-inspirerede Liselængen

I Liselængen kan du leve det stilfærdige sommerliv med havet som nærmeste nabo. Her bliver du vugget til ro af havets bølger, som er blot 50 meter fra pensionatet og der er garanti for frisk luft, fuglefløjt og fred og ro i Danmarks svar på et amerikansk motel.

Indenfor i den fælles havestue, opholdsstue og spisesal er en familiær stemning og venlig selvbetjening. Fra spisesalen er der udsyn til farvestrålende keramik og Madam blå, og den store morgenbuffet i spisesalen byder på hjemmebagt brød, bagt efter en original lokalopskrift fra 1936.

Liselængen er skabt til et enkelt liv, hvor naturen og roen stjæler billedet. Flere af de 15 små værelser med separat bad og toilet ligger lige ud til baghaven, som har et overdækket spisested, en lounge og et område med græsplæne, hvor du kan solbade.

Pensionatets oprindelige ejer lod sig inspirere af motellerne i USA, da han opførte sommerpensionatet midt i Liseleje by i 1936. Senere renoveret af det hjertevarme ægtepar Dorte og Steen Hansen med stedets oprindelige ånd og tradition for øje.

“Vi har haft stedet i 16 år og har mange forskellige gæster, lige fra journalisten, der har brug for arbejdsro til den ældre dame, der har haft sommerhus i området,” fortæller Dorte Hansen.

I området kan du tage på vandre- og cykelture og bade eller shoppe tøj hos Fru Måge eller i Boutique Lisen. For børnene er der en skovlejeplads og får du brug for en cykel, kan man låne eller leje én.

Når sulten melder sig, kan du læne dig tilbage i én af restauranterne i området nyde veltilberedte retter med gode råvarer, fx H.C. Andersen i Asserbo, blot 2 km fra Liseleje.

Liselængen har åbent fra maj – september. Et værelse i Liselængen koster 495 kr. for et enkeltværelse og 785 kr. for et dobbeltværelse inkl. opredning og stor morgenbuffet. Der er også mulighed for at leje en ferielejlighed til 2 personer med to rum, køkken, bad/toilet og balkon med havudsigt. Ugeprisen er 3.200 – 4.950 kr.  afhængig af sæson + el/vand: 4 kr. kwt,. Medbring evt. eget sengetøj og håndklæder.

Liselængen,. Liselejevej 62,  3360 Liseleje, liselaengen.dk

Liselængen udestue

Liselængen spisesal

Liselængen have

TISVILDELEJE

Historiske Hårlandsgård

Litografien fra 1900-tallet af William Scharff pynter væggen i biblioteksstuen og er med til at bevare stedets traditioner på Hårlandsgård, som blev bygget i 1788.

En stor påfugl malet på gårdens mure er det første, du lægger mærke til, når du ankommer. Indenfor mødes træ, keramik og kunst i stuerne, der er indrettet stiligt med møbler, som gårdens vært Anni Rosenstand har købt siden hun i 1979 overtog gården og 1 1/2 tønder land. Den hyggelige krog i det store køkken inviterer til at spise morgenmad, og hver sommer indretter Anni galleri med værker, keramik og skulpturer af lokale kunstnere.

Den energiske vært på 75 år tager hjerteligt imod et svensk ægtepar fra Stockholm, som er kommet hvert år de seneste 10 år. Fascinationen for området og livet i de små kystbyer begyndte allerede på mandens ferier i Tisvildeleje som barn. “Det er blevet en tradition at holde ferie her i Nordsjælland, og der er noget trygt ved at komme det samme sted,” forklarer han.

Fra de tre værelser kan du lade øjnene hvile på den store park omkring huset, hvor det ikke er ualmindeligt at set et dådyr på den grønne græsplæne. Her er masser af ro og fred og flotte solnedgange.

Hårlandsgård ligger tæt på strand og skov, glaspusterier og keramikere, og du kan tage på vandre- eller cykelture i Ellemosen, Asserbo ruin, Tibirke Bakker eller shoppe i butikkerne på Tisvildeleje hovedgade. I Tisvildelejestuen finder du både striktrøjer, bronzeskulpturer og anden brugskunst og billeder og kort med de små kulørte strandhuse, der er typisk for området.

Et værelse på Hårlandsgård koster 520-600 kr. og er uden morgenmad. En ferielejlighed koster 4.500 kr. for en uge og udlejes for en kortere eller længere perioder i vintersæsonen for 5.500 kr. pr. måned.

Hårlandsgård, Hårlands Alle 12, 3220 Tisvildeleje, haarlandsgaard.dk

Hårlandsgård

Hårlandsgård sommergalleri

Hårlandsgård køkken

 

 

Speak Your Mind

*